Vejr

Har allerede rabarber i haven – normalt kommer den først i marts

Årets første rabarber. I Anne Mørkeberg Billehøjs have i Haslev.  Anne Mørkeberg Billehøj / Seerbillede

I en åben køkkenhave på Sjælland er en forårsbebuder dukket frem flere måneder før tid.

Den rekordmilde vinter giver sig også udslag i køkkenhaven, hvor nogle af de første planter kigger frem, selvom vi ifølge kalenderen kun lige er godt halvvejs gennem vinteren. Hos Anne Mørkeberg Billehøj i Haslev er de første rabarber brudt igennem.

Den meget tidlige rabarber er opsigtsvækkende, da den er kommet midt i en stor åben køkkenhave uden særlig hjælp i form af for eksempel overdækning eller lignende.

- Jeg opdagede faktisk bare rabarberen ved et tilfælde. Det har jeg ikke set så tidligt før. Normalt kommer de først til marts, siger hun.

Efter hun tog billedet, er der allerede kommet en til.

Nu venter hun bare på at kunne høste, så de kan blive til saftevand og marmelade.

Usædvanligt med så tidlig rabarber

Gartner Martin Bruun fra Kolding Plantecenter er vejret taget i betragtning ikke så forbavset over den tidlige rabarber, men det er usædvanligt, at den kommer midt i en åben have.

- Det er især i højbede og krukker op ad en varm væg muligt at få tidlige rabarber. Man kan også snyde med at sætte et glas henover, så de udvikler sig hurtigere.

Tør varm jord

Grundlæggende kræver en tidlig rabarber, at den står et sted, hvor jorden er relativt tør og hurtigere kan blive varm.

- Planterne reagerer efter forholdene, og det gælder om at komme først. Det er den evige konkurrence om at blive størst, flottest og bedst få sine gener frem i verden, siger han.

Det er ikke umiddelbart farligt for planterne at komme tidligt, selvom der senere kan komme noget frost.

- De chancer man må tage. Hvis der sker, får stilken et hak i tuden, men det kan den godt holde til. Der sidder nogle sovende knopper længere ned i planten, som kan tage over, forklarer Martin Brun.

Meget mild vinter

Og vinteren har også været usædvanlig mild indtil nu, og januar ender højst sandsynligt som den varmeste målt nogensinde, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

Den foreløbige middeltemperatur for januar er på 5,5 grader mod præcis nul grader for en normal januar.

- Det er jo nærmest forår, og planterne blomstrer. Der er selvfølgelig andre ting end bare temperaturen, der påvirker planterne. Lyset og dagslængden spiller også ind, men døgnmiddeltemperaturen nu kan sammenlignes med april, forklarer Jens Ringgård Christiansen.

Den hidtidige januarrekord er 5,0 grader i 2007.