Vejr

Ekstrem varme i Norge - 18,5 grader målt 500 kilometer nord for Skagen

Mandag 20. januar 2020 blev der målt 18,5 grader i Sunndalsøra, Norge. Grafikken viser varme i cirka 1,5 kilometers højde (850 hPa fladen).  GRAFIK / TV 2 Vejret

2. januar slog man ny vintervarmerekord i Norge, og mandag nåede man næsten derop igen.

Hvis man går og tænker, at det er lunt i Danmark, så skal man bare tage nordpå for at mærke rigtig forårsvarme. Ja, det lyder helt forkert, men det er sådan, vejret er lige for tiden. Danmark og Norge ligger i øjeblikket i en meget varm luftmasse, så temperaturen er langt højere end normalt.

I Horsens blev der målt 10,0 grader mandag aften, mens man i Norge nåede helt op på 18,5 grader mandag eftermiddag.

Frem til i år lød varmerekorden for januar i Norge på 17,9 grader. Den blev slået 2. januar, hvor der blev målt 19,0 grader. Det er også den højeste vintertemperatur nogensinde målt i Norge.

Kombination af varm luft og føneffekt

Den ekstremt høje temperatur blev målt i Sunndalsøra, som ligger 150 kilometer sydvest for Trondhjem. Årsagen til den ekstreme varme skal findes i kombinationen af den meget varme vestenvind og føneffekten på målestationen, der er seks meter over havniveau.

Lige vest for målestationen er fjeldet cirka 1250 meter højt. Når den fugtige Nordsøluft bevæger sig op ad fjeldet, falder temperaturen cirka en halv grad per 100 meter. Skyer dannes, og luftens fugtighed regner af. Fordi luften bliver mere tør på bagsiden af bjergene, så bliver den herefter lettere at varme op igen.

Styling med en hårtørrer, der også kaldes en føntørrer. Et apparat, der blæser med varm luft. (Arkivfoto)

Når man pumper en cykel, mærker man, at der bliver varmt ved ventilen. Det skyldes, at trykket stiger, når man pumper. Præcis det samme sker, når luft bevæger sig ned fra et bjerg. Man kalder det føneffekten, og temperaturen stiger med cirka en hel grad per 100 meter, den falder.

Det er præcis det, Sunndalsøra har oplevet, og derfor har føneffekten bidraget med cirka seks grader. Det var derfor heller ikke kun om eftermiddagen, temperaturen var høj. Middeltemperaturen over hele mandagsdøgnet endte på 10,4 grader.

Prognosekort 21. januar af temperatur-anomalien, altså forskellen på den aktuelle temperatur og det normale for årstiden. Des mørkere rød des varmere end normalt og des mørkere blå des koldere end normalt.

Ovenstående grafik viser forskellen mellem den aktuelle temperatur og det normale for årstiden tirsdag. Store dele af Nord- og Østeuropa har det langt varmere end normalt, mens det er koldere end normalt i Frankrig, Spanien og Tyrkiet. I Sydeuropas bjerge er der de seneste dage faldet sne, mens fjeldene i Skandinavien har været usædvanligt varme.