Vejr

Voldsomt uvejr rammer Spanien - varsel om otte meter høje bølger

Otte meter høje bølger kan ramme den spanske middelhavskyst (Arkivfoto). Miguel Riopa / Scanpix Denmark

Især omkring Valencia kan stormen Gloria ramme hårdt, og så har den spanske vejrtjeneste udsendt varsler om snestorm.

Stormen Gloria har kurs mod Spanien, hvor den sidst på weekenden og natten til mandag rammer den spanske middelhavskyst samt ferieøerne Mallorca og Ibiza.

Den spanske vejrtjeneste AEMET har udsendt varsler for vindstød af orkanstyrke, op til otte meter høje bølger, mere end 100 millimeter regn, og i højder over 500 meter vil nedbøren falde som sne.

Det er et kraftigt stormlavtryk, som i weekenden fra nordvest passerer ned over Spanien, der giver det voldsomme vejr.

Lavtrykket vil i løbet af søndagen bevæge sig ud over Middelhavet, og på grænsen mellem varm luft fra Nordafrika og kold luft fra Mellemeuropa vil det udvikle sig voldsomt, mens det søndag og mandag sender store mængder nedbør og kraftig blæst fra nordøst ind mod den spanske østkyst.

Stormen er af den spanske vejrtjeneste døbt Gloria.

Her varsler den spanske vejrtjeneste, AEMET voldsomt vejr.

Vindstød af orkanstyrke og otte meter høje bølger

Det voldsomme vejr med regn, sne og blæst sætter for alvor ind i løbet af søndagen.

Søndag eftermiddag vil vinden langs den spanske østkyst tiltage fra nordøst, og i et område nord for Mallorca og ned mod området omkring Valencia vil det søndag aften og natten til mandag blæse med op til storm i middelvinden, mens vindstødene kan nå orkanstyrke.

Prognose: Vindstød natten til mandag klokken 1.

Den spanske vejrtjeneste har udsendt ekstremvejrsvarsel for Ibiza og området omkring Valencia, hvor der ventes bølger på op til otte meters højde, der kan slå ind mod kysterne.

Det kan betyde de højeste bølger nogensinde registeret i Valencia. I 2017 måltes en bølgehøjde på 6,45 meter.

Det er ifølge El Pais første gang, siden vejrvarslingssystemet blev oprettet i 2007, at den spanske vejrtjeneste udsender varsel af højeste kategori for Valencia.

Også langs den øvrige del af den spanske østkyst og på Mallorca ventes store bølger. Her varsles op til seks meter høje bølger, når stormen kulminerer natten til mandag.

Over 100 millimeter regn

Sammen med den kraftige blæst vil stormlavtrykket fra søndag give vedvarende og kraftig regn langs hele den spanske østkyst samt på Mallorca, Menorca og Ibiza.

Her ventes der udbredt at kunne falde mellem 50 og 100 millimeter regn, og lokalt kan det komme op på nær 150 millimeter.

Prognose: Forventede nedbørmængder frem til tirsdag klokken 12.

Mest regn ventes søndag og mandag på Mallorca og i området omkring Valencia, hvor der kan komme op til 100 millimeter på blot 12 timer, mens der frem til tirsdag middag yderligere kan falde store mængder nedbør omkring Barcelona og i Pyrenæerne på grænsen til Frankrig.

Gloria giver også vintervejr til Spanien

Da det er kold luft fra nordøst, der på nordsiden af stormen Gloria blæser frem mod Spanien, ventes nedbøren at falde som sne i højder over blot 500 meter.

Stedvis kan snegrænsen natten til mandag falde helt ned til 300 meter, og selv nær Valencia og Alicante og i store dele af provinsen Albacete, hvor det er sjældent at opleve snevejr, kan der fra sent søndag og frem til mandag morgen falde 20 centimeter sne.

Også her har den spanske vejrtjeneste udsendt et ekstremvejrsvarsel for noget så usædvanligt som snestorm.

Prognose for natten til mandag klokken 4: I højder over 500 meter kan nedbøren falde som sne.

Noget mere sne er der udsigt til langs Den Iberiske Bjergkæde, der strækker sig nordvest for Valencia. Her kan der i de mere vintervante over 1000 meter høje bjerge falde omkring en halv meter sne, mens den kraftige blæst kan give snefygning.

I forbindelse med den kolde luft fra nordøst ventes mange steder i Spanien temperaturer mellem frysepunktet og fem graders varme, og i bjergområderne kan temperaturen nå ned til minus ti grader.

Selv langs kysterne vil det både søndag og mandag blive koldt med temperaturer mellem fire og syv grader.

Først i løbet af onsdagen ventes stormen Gloria at slippe sit tag i Spanien.