Vejr

Bornholm fik også den varmeste januardag siden 1873

Onsdag blev den varmeste januardag flere steder i Danmark. Daniel Tonsgaard / Privatfoto

Det var ikke kun i København, at man onsdag oplevede den varmeste januardag siden målingerne begyndte.

Helt usædvanlig varm luft for årstiden blæste onsdag op over Danmark fra sydvest, og i den forbindelse steg temperaturerne flere steder til uhørt høje niveauer.

Først på eftermiddagen nåede temperaturen i København op på 11,9 grader, hvilket var den højeste temperatur, der er målt i hovedstaden i januar siden 1768. Den tidligere rekord lød på 11,8 grader, som blev målt 10. januar 2005. Senere onsdag eftermiddag kulminerede den usædvanlige januarvarme længere mod øst, hvor temperaturen på Bornholm blot steg og steg.

Temperaturen kulminerede med 11,3 grader ved Hammerodde, på Bornholms nordspids. Her er der dagligt målt temperaturer siden december 1872, og ingen januardag har været ligeså varm som onsdag.

Den hidtidige rekord lød på 10,8 grader, hvilket blev målt 16. januar 1939, som dermed blev overskredet med 0,5 grader, da den usædvanligt varme luft onsdag blæste op over landet.

Blandt de varmeste januardage på landsplan

På landsplan var onsdagens temperatur også meget usædvanlig og blot 0,5 grader fra den absolutte varmerekord i januar.

Temperaturen på 11,9 grader er den syvende højeste temperatur i januar, der er målt i Danmark siden 1874, hvor de landsdækkende temperaturmålinger startede.

Det var også ekstremt, at hele 18 af DMI's vejrstationer onsdag målte en temperatur på 11 grader eller derover.

På samme måde som tilfældet er det i København, er varme januardage blevet langt mere 'normale' end før i tiden. Blandt de ti varmeste januardage i dansk vejrhistorie er ni af dem målt siden 1983.

Den højeste temperatur, der overhovedet er målt i januar i Danmark, er 12,4 grader. Den blev målt 10. januar 2005 i Sønderborg. Samme sted blev der 24. januar 2018 målt 12,9 grader, men målingen blev senere underkendt af DMI, selvom flere tyske vejrstationer i nærheden målte 13 grader.