Vejr

Himalaya-regioner hårdt ramt af laviner - 126 omkommet

Sårede evakueres med helikopter.  Sajjad Qayyum / Ritzau Scanpix

Landsbyer er afskåret fra omverdenen efter kraftigt vintervejr og flere laviner har ramt bjergområder.

Et voldsomt vintervejr hen over Afghanistan og Pakistan har siden søndag kostet 126 mennesker livet. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Hårdest ramt er den pakistanskkontrollerede del af Kashmir, hvor 55 mennesker er omkommet i laviner.

Der er erklæret undtagelsestilstand for de ramte områder. Der er indsat militærhelikoptere for at evakuere nødstedte, og samtidig arbejder myndighederne på at få ryddet vejene, så indbyggerne i de afskårne landsbyer igen får passage til omverdenen.

- Redningsfolkene har svært ved at nå frem til de ramte landsbyer, siger den ansvarlige minister Ahmad Raza Qadri til AP.

Sneen blokerer flere vigtige hovedveje mellem Pakistan og Afghanistan, hvilket gør det svært at få vitale forsyninger ind i Afghanistan.

Indbyggerne rydder op efter lavine i pakistansk landsby.

I Afghanistans hovedstad, Kabul, har indbyggerne haft temperaturer på ned til minus 15 grader.

Andre områder af Afghanistan er ramt af kraftig regn, der har udløst oversvømmelser og jordskred og ødelagt omkring 300 huse.

En dreng rydder sne i Neelum-dalen, hvor der er omkommet 41 mennesker i en enkelt lavine.

Laviner er ikke et sjældent fænomen i det bjergrige Kashmir. I 2012 omkom 124 pakistanske soldater og 11 civile i en lavine, der ramte en militærbase nær grænsen til Indien.

Kashmir er delt mellem Indien, der kontrollerer størstedelen, og Pakistan. men er militært set meget følsomt, da begge lande har gjort krav på området siden Pakistans løsrivelse i 1947.