Vejr

Flotte ringe om månen varsler dårligt vejr

Månehalo set over Fyn.  Majbritt Merstrand / Seerbillede

Torsdag aften og nat er der igen mulighed for at se månehaloer – og det er en dårlig nyhed for fredagens vejr.

I onsdag aften og nat var det muligt at se en lysende cirkel rundt om fuldmånen over Danmark, og det var et forvarsel om det våde vejr, der har præget torsdagen.

Den såkaldte halo dannes nemlig i højtliggende skyer, der kommer, når det trækker op til regn.

- Det er faktisk et vejrvarsel, der har noget i sig. Når et regnvejr nærmer sig, vil de højtliggende skyer blive dannet som noget af det første, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

De højtliggende skyer hedder cirrostratusskyer og er også kendt som slørskyer. Når det ikke er mørkt, kan de kendes på, at de lægger en dæmper på sollyset, så for eksempel en sommerdag kan få et mælkehvidt skær.

Efter de tynde slørskyer bliver skylaget tykkere for til sidst af ende i regn. Præcis som det skete onsdag, og som det kommer til at ske torsdag.

Torsdag aften og natten til fredag er der igen mulighed for at se en månehalo, og det er et forvarsel om en våd fredag.

- Det har passet fuldstændigt perfekt i dag, og det ellers uskyldige himmelfænomen vil nok en gang være et forvarsel om kedeligt vejr fredag, siger Sebastian Pelt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her er onsdagens månehalo indfanget over Græsted.

De højtliggende skyer består af sekskantede iskrystaller. Når lyset fra månen passerer gennem iskrystallerne, bliver det afbøjet i 22 grader, hvilket danner haloen.

Ligesom med en regnbue afhænger synet af beskuerens placering.

Haloerne kan også dannes direkte af solen. Men der er en fordel ved de måneskabte himmelcirkler:

- Det gode ved månehaloer er, at du kan kigge på dem uden risiko for dine øjne. Når det er månen, kan du bare kigge og nyde det det flotte syn, siger Sebastian Pelt.