Vejr

Ugen starter gråt, men mildt

Selvom der ikke er decideret regn i prognoserne, kan det alligevel komme til at føles en smule vådt i løbet af dagen.

Vi er inde i det, der normalt er der den koldeste periode i Danmark, men det kommer vi ikke til at mærke meget til mandag. Det bliver gråt og en lille smule fugtigt, men til gengæld meget mildt. Det vil kunne småregne af og til, men til gengæld bliver det varmt.

- Det er en mild morgen. Der er ingen, der skal ud og skrabe ruder på bilen, og vi kommer til at have næsten samme niveau hele dagen, fortæller meteorolog ved TV 2 VEJRET Lone Seir.

Temperaturen vil allerede fra først på dagen ligge på fem til syv grader, og en af prognosemodellerne har mulighed for helt op til ti grader, men det anser Lone Seir dog ikke for sandsynligt.

Selvom der ikke er decideret regn i prognosen, vil det alligevel blive så fugtigt, at bilisterne skal have gang i viskerne.

- Det er det, vi kalder mest tørt. Det er ikke regnvejr, men mange vil blive lidt våde på grund af fugten i luften. Det vil være ned i et niveau, hvor det kan være svært at se på radaren, siger Lone Seir.

Der er tale om under en millimeter regn.

I løbet af dagen tager vinden til med en front, der kommer ind fra vest, men den når næsten at gå i opløsning, når den rammer Vestkysten. Der vil ikke være megen kraft tilbage, når vinden går ind over land, men den vil få det til at føles køligere.