Vejr

Ti meter høje bølger kan ramme græske turistøer

Der venter voldsomt vejr til dele af Grækenland mandag og tirsdag. Arkivfoto. Thanassis Stavrakis / Ritzau Scanpix

Der venter særdeles voldsomt vejr over den sydøstlige del af det græske fastland og det Ægæiske hav i løbet af de næste to døgn.

Er man taget til Grækenland for at nyde højere temperaturer og længere tid med dagslys, så skal man være forberedt på meget voldsomt vejr i dele af landet de kommende to døgn.

Selvom man normalt forbinder Middelhavsområdet med 'godt' vejr, så kan vejret også være voldsomt på de kanter - og navnlig i vinterhalvåret.

Det kommende døgn vil et lavtryk udvikles over det sydlige Grækenland og det Ægæiske hav, og i den forbindelse vil vejret flere steder blive overordentlig barskt.

Allerede søndag aften vil det begynde at blæse op fra nord og nordøst over den sydøstlige del af det græske fastland - herunder Attika-regionen, hvor den græske hovedstad, Athen, ligger. Endnu mere voldsomt vil vejret blive på den græske øgruppe Kykladerne i den centrale del af det Ægæiske hav, hvor der mandag forventes fuld storm - eller endda stærk storm fra nord og nordøst.

Vindstød mandag klokken 13. De lyserøde farver er stærk storm, mens de violette nuancer over den nordlige del af det Ægæiske hav viser vindstød af orkanstyrke. Bølgerne kan blive op til otte meter høje.

Stormen vil være ledsaget af vindstød af orkanstyrke, samt bølger på over otte meters højde, der vil slå ind over de nordlige kyststrækninger på Kykladerne, der ofte besøges af tusindvis af turister i sommerhalvåret. Enkelte af bølgerne vil dog kunne blive endnu højere - og godt over 10 meter.

Store mængder regn - og sne i 500 meters højde

Udover udsigten til regulær storm og store bølger, så vil lavtrykket også ledsages af store mængder nedbør, der både vil falde som regn og sne. Over den græske hovedstad, Athen, hvor den almindelige dagtemperatur på denne årstid er omkring 13 grader, vil temperaturen i mandagsdøgnet ikke stige til meget over fem grader, og med vindstød der kan nå stormende kuling, vil det føles som let frost i millionbyen.

Samtidigt vil regnen sile ned, og der kan lokalt falde mellem 50 og 100 millimeter regn fra mandag til onsdag.

Der vil falde store mængder nedbør i forbindelse med stormlavtrykket mandag og tirsdag. De hvide områder, viser, hvor nedbøren vil falde som sne.

I blot 500 meters højde vil regnen gå over i sne, så der i bjergene nord og øst for den græske hovedstad, samt på den højereliggende del af øerne i det Ægæiske hav, vil falde op mod en halv meter nysne. Her vil blæsten få sneen til at fyge kraftigt, så trafikken i bjergområderne formentlig vil blive vanskeliggjort på det kraftigste.

Også over den østlige del af den græske halvø, Peloponnes, vil der kunne falde sne i over 500 meters højde.

Først i løbet af onsdag vil vejret for alvor bedres, og så venter der igen mere normalt vejr for årstiden - også med mulighed for solskin.