Vejr

Sne, formørkelser og hedebølge - her er de bedste vejrbilleder fra 2019

Smeltevand på havisen i Nordvestgrønland 13. juni 2019. Steffen Olsen / DMI/Ritzau Scanpix

Her er de mest imponerende og sigende billeder fra 2019.

2019 er ved at rinde ud, og vi har samlet nogle af de vejrbilleder, der fortæller mest om året, der gik.

Der var sne i Alperne, der var hedebølge i Europa, en voldsom tropisk orkan ramte Bahamas, og så var der blandt meget andet også total solformørkelse i Sydamerika.

Har du set billederne før, er det sikkert fordi, det er nogle af de billeder, der er gået verden rundt i det forgangne år.

Enorme mængder sne i Østrig

Store mængder sne i Ramsau i Østrig 8. januar 2019.

Få dage inde i 2019 blev nordsiden af Alperne ramt af et vedvarende snefald, der i løbet af en uge nogle steder gav mere end tre meter sne.

Hårdest ramt blev Østrig, hvor der faldt snemængder, som man statistisk set kun oplever med 30 til 100 års mellemrum.

Her var det i flere dage umuligt at komme frem til mange skisportssteder på grund af de store mængder sne og lavinefare.

Hus dækket af sne og rim

Hus dækket af sne og rim i Oberwiesenthal i det sydøstlige Tyskland 21. januar 2019.

Ikke kun i Østrig holdt vinteren sit indtog i starten af 2019. Store dele af Øst- og Centraleuropa havde en kold start på året.

I Oberwiesenthal i bjergområdet Erzgebirge på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet kunne man se huset her ovenfor dækket af sne og rim som resultat af flere ugers snevejr kombineret med kraftig blæst.

Total måneformørkelse

Total måneformørkelse over Duisburg i Tyskland 21. januar 2019.

I store dele af Europa kunne man tidligt om morgenen se årets eneste totale måneformørkelse, da Månen bevægede sig ind i Jordens skygge, og derved fik den karakteristiske røde farve.

Billedet er fra Duisburg i Tyskland, men den kunne trods perioder med skyer i store dele af landet også ses i Danmark.

Bortset fra at være totalt formørket var Månen også en såkaldt supermåne, som gjorde den lidt større og lidt mere lysstærk end ellers.

Isnende kulde ramte USA

Iskoldt vintervejr ved Lake Michigan i Chicago 30. januar 2019.

I slutningen af januar blev den nordlige del af USA ramt af en kuldebølge, der i Chicago sendte temperaturen ned på -30,6 grader.

Det var den laveste temperatur målt i Chicago i 34 år.

Det var så koldt, at Lake Michigan stod og dampede op i den iskolde luft og dannede fænomenet sørøg.

Nordlys over Finland

Nordlys over Arctic Snowhotel i Rovaniemi i Finland 28. februar.

På trods af Solen hele 2019 har været i det, der betegnes som et solminimum, hvor der kun sjældent finder større soludbrud sted, så gav en geomagnetisk storm sidst i februar anledning til, man kunne se et imponerende nordlys over Finland.

Billedet ovenfor er taget ved Arctic Snowhotel, der ligger nær Rovaniemi i det nordlige Finland.

Uvejr over Berlin

Uvejr over Berlin 11. juni 2019.

I store dele af Europa gav det varme vejr anledning til en række uvejr.

Et af dem ramte med 35.000 lynnedslag den tyske hovedstad Berlin sent om aftenen 11. juni.

Store dele af Berlin stod under vand, efter der på få timer var faldet op til 80 millimeter regn.

Smeltevand på havisen

Smeltevand på havisen i Nordvestgrønland 13. juni 2019.

Billedet af smeltevand på havisen taget af den danske klimaforsker Steffen Olsen på Inglefield Bredning ved Qaanaaq i Nordvestgrønland gik verden rundt, og det blev hurtigt ikonet på den stadigt stigende temperatur i Arktis.

Det er dog et helt almindeligt fænomen, at smeltevandet lægger sig hen over havisen, når smeltesæsonen begynder i Grønland. I år skete det pludseligt, og billedet er taget 13. juni, hvor smeltesæsonen officielt startede.

Dagen før blev der i Qaanaaq målt 17,3 grader, og den dag, billedet blev taget, viste termometeret 15,2 grader.

Frankrig satte varmerekord

Under den franske hedebølge i Paris 28. juni 2019.

Store dele af Europa oplevede sidst i juni en ekstrem hedebølge.

Hedebølgen var mest udtalt i Frankrig, hvor man 28. juni satte ny fransk varmerekord, da termometeret i Véragues i Sydfrankrig viste 46,0 grader.

Hedebølgen kom usædvanligt tidligt på sommeren og slog også varmerekorder for juni måned i flere europæiske lande.

Isbjerg ud for New Foundlands kyst

Isbjerg ud for New Foundlands kyst i Canada 29. juni 2019.

Billedet er taget i Bonavista Bay ud for New Foundlands kyst i det østlige Canada, hvor en båd med turister er taget ud for at se de enorme isbjerge, der med Labradorstrømmen driver ned langs den canadiske kyst.

I de senere år har der været en stigende interesse for at se isbjergene.

Det har ført til en helt ny type turisme, som i det forgangne år blandt andet har været grunden til, at omkring en halv million mennesker har besøgt denne del af Canada.

Hagl i Mexico

Hagl oversvømmede gaderne i Guadalajara i Mexico 30. juni 2019.

Den mexicanske by Guadalajara blev 30. juni ramt af et voldsomt uvejr, der gav enorme mængder hagl.

Flere forstæder i millionbyen blev dækket af et op til halv meter tykt lag hagl, og biler og busser stod efterfølgende halvt begravet i haglmasserne.

Uvejret fik på kort tid temperaturen i Guadalajara til at falde fra 32 til 13 grader.

Total solformørkelse i Sydamerika

Total solformørkelse ved det europæiske observatorium La Silla i Chile 2. juli 2019.

Flere tusinde mennesker havde fundet vej til Chile og Argentina for at opleve årets eneste totale solformørkelse - den første, der kunne ses fra Sydamerika siden 2010.

I et blot 200 kilometer bredt bælte fra Chile over Andesbjergene til området lige syd for Buenos Aires i Argentina kunne man i op til to minutter og 30 sekunder opleve, at Solen gik i sort, og tusmørket sænkede sig, mens temperaturen faldt med flere grader.

Skovbrande i Amazonas

Efter skovbrandene i Amazonas, Porto Velho 26. august 2019.

Alles øjne var i slutningen af august rettet mod Amazonas, der oplevede det højeste antal skovbrande siden 2013.

Den ellers alvorlige begivenhed fik et noget kuriøst forløb.

Brandene i Amazonas førte til, at en fransk præsident på Twitter kom op at toppes med en brasiliansk præsident, som efterfølgende beskyldte en amerikansk skuespiller for at stå bag skovbrandene.

Trump tegnede på vejrkortene

Donald Trump under orkanen Dorian med et vejrkort, hvor der var tegnet en ekstra bue med en sort tusch 4. september 2019..

Få dage efter orkanen Dorian havde ramt Bahamas og var på vej mod det sydøstlige USA, brugte den amerikanske præsident Donald Trump, efter et uheldigt tweet om at orkanen havde kurs mod Alabama, sin tid på at forsvare den fejltagelse.

På et flere dage gammelt vejrkort fra National Hurricane Center var der tegnet en ekstra sort bue som forlængelse af det område, orkanen kunne ramme - og dermed så det ud, som om Alabama oprindeligt var et af de steder, orkancenteret havde forudsagt, at orkanen Dorian kunne bevæge sig mod.

Dermed var 'sharpie-gate' en realitet.

Bahamas ramt af værste orkan nogensinde

Efter orkanen Dorian ved Marsh Harbour på Great Abaco i Bahamas 8. september 2019.

1. september ramte Dorian som en kategori-5 orkan Abaco-øen ved Marsh Harbour i den nordvestlige del af Bahamas.

Med vindhastigheder på op til 82 meter per sekund i middelvinden var det den mest voldsomme atlanterhavsorkan, der nogensinde har ramt land.

Den raserede store dele af øen Abaco og kostede 70 mennesker livet, mens 282 stadig meldes savnet.

Uvejr i Sydfrankrig

Oversvømmelse efter kraftige regnskyl nær Beziers i Sydfrankrig 23. oktober.

Et voldsomt uvejr ramte sidst i oktober Sydfrankrig med rekordstore mængder regn og vindstød af orkanstyrke.

Tre mennesker omkom under uvejret, der gav oversvømmelser i flere sydfranske byer.

Med mere end 200 millimeter regn blev veje og jernbanestrækninger skyllet væk flere steder nær den franske middelhavskyst i et stort område fra den spanske grænse og til Marseille.

Når efterår møder vinter

Efteråret møder vinteren i Sydtyskland 11. november 2019.

Flot så det ud, da dele af Tyskland i starten af november havde en periode med relativ hård nattefrost.

Her mødte efterårets flotte farver vinteren i form af rim på de endnu løvklædte træer.

Her i Danmark fik vi den første nattefrost relativt tidligt, da vi allerede 6. oktober kunne stå op til rim i græsset og is på bilruderne.

Skovbrande og hedebølge i Australien

Brandmand under de omfattende skovbrande i Australien 10. december 2019.

Siden august har store dele af Australien været hærget af skovbrande.

Indtil midt i december er der brændt tre millioner hektar, mere end 700 huse er blevet offer for flammerne, og mindst ni mennesker har mistet livet.

Midt i december ramte desuden en ekstrem hedebølger, der med 49,9 grader gav den varmeste decemberdag nogensinde målt i Australien.

Desuden var der to dage i træk rekord for højeste gennemsnit af den daglige maksimumtemperatur fordelt ud over hele Australien.