Vejr

Her har det regnet mest i år

Oversvømmet legeplads i Holstebro 16. december 2019.  Holstebro har fået over 1100 millimeter regn i 2019.  Normalt falder der årligt 712 millimeter regn i Danmark. Seerfoto / Karin Korsholm Kjeldsen

Normalt falder der 712 millimeter regn i Danmark på et år, men i 2019 er der flere steder allerede kommet over en meter regn.

Det danske efterår 2019 blev det vådeste i 130 år, og december fortsætter med at være regnfuld.

Halvvejs i december har vi fået 50 millimeter regn, og normalt falder der 66 millimeter regn (eller smeltet nedbør) i julemåneden. Vestjylland har fået mest regn, især i området mellem Struer og Herning.

Blå tal er smeltet nedbør i 2019 frem til 16. december. Sorte tal er normal årsnedbør for regionerne.

I Holstebro er der faldet 1104 millimeter nedbør, og Herning og Struer følger lige efter med henholdsvis 1092 og 1086 millimeter. Det har flere gange ført til oversvømmelser, hvor åerne i området i perioder er gået over deres bredder.

Storåen oversvømmer dele af Holstebro 28. oktober 2019.

Spærret ringvej ved Holstebro

Således melder Vejdirektoratet tirsdag, at Østre Ringvej mellem frakørsel mod Hornshøj og Holstebro er spærret på grund af vand på vejbanen. Ifølge Vejdirektoratet ventes problemet først at blive løst i den kommende weekend.

Det har også regnet voldsomt meget i det sydligere Jylland. I Billund er der faldet 1076 millimeter. Ikast-Brande og Esbjerg har foreløbigt fået 1018 millimeter. Det har ført til oversvømmelser - især i Gudenåen, hvor problemerne var rigtig store i oktober.

Oversvømmet hus ved Silkeborg i oktober 2019.

På landsplan er der foreløbigt faldet 882 millimeter regn, hvilket er 23 millimeter under rekorden fra 1999. Der ser ud til at falde cirka det halve den næste uges tid frem til juleaften.

Derefter er der en uge tilbage af 2019, så vi kommer antageligt op omkring nedbørsrekorden.

Prognose af nedbør fra i dag og frem til og med 24. december 2019.