Vejr

Risiko for oversvømmelser ved Limfjorden

Forhøjet vandstand i Esbjerg 2. februar 2016. Wickie Iversen / Wickie Iversen

Vand fra Nordsøen presses i øjeblikket ind i Limfjorden, og især i Skive, Lemvig og Struer kan det give oversvømmelser.

Vandstanden i den vestlige del af Limfjorden er søndag morgen cirka en halv meter højere end normalt. Kuling fra vest presser mere vand ind fra Nordsøen. Når vinden i morgen går i nordvest, vil det give meget høj vandstand i den sydvendte del af Limfjorden.

Vandstand  søndag morgen klokken 8.20

DMI har et varsel ude med vandstand i den vestlige del af Limfjorden mellem 1,3 og 1,4 meter fra i nat og det kommende døgn. I den sydlige del af Limfjorden er der dog risiko for, at vandstanden kan stige yderligere. Det er stadig usikkert, hvor kraftig nordvestenvinden bliver. Den præcise retning og styrke af vinden er meget betydningsfuld for, hvor meget vandet stiger.

Lemvig og forhøjet vandstand. Arkivfoto

I byer som Lemvig, Skive og Struer kan vandstanden komme højere op end de 140 centimeter, der er varslet. I Lemvig er der mindre problemer, når vandstanden overstiger 130 centimeter og store problemer ved 180 centimeter.

I Skive opstår der alvorlige problemer, når vandstanden overstiger 175 centimeter. Desuden kan det give problemer, når vandstanden er høj i Skive å. Den er 80 centimeter over det normale og vil stige med dagens regnvejr.

Oversvømmet mark. Rekordmeget regn i efteråret 2019 har sat marker under vand, og åer er gået over deres bredder.

Vandstand på 185 centimeter siges at være en hændelse, der sker cirka hvert 20. år. Stormene Egon og Bodil gav 195 og 183 centimeter stormflod i henholdsvis 2015 og 2013.

De kommende prognoser vil fortælle, om det nuværende varsel holder eller eventuelt skal opgraderes.