Vejr

Cykeltrial kræver en sikker hånd på våde brosten

En relativt ny sportsgren i Danmark får børn til at hoppe rundt på baghjulet af deres cykler.

Når man hopper rundt på baghjulet af en cykel, bliver man særligt fokuseret på vejret. Er underlaget glat, skal der ikke meget til, før både cykel og cyklist ligger på jorden. Derfor holder udøverne af den relativt nye sportsgren cykeltrial også nøje øje med vejrudsigten, når de skal ud og praktisere deres sport.

- Når man hopper ud på baghjulet, er det meget vigtigt, at man lander med cyklen nogle få grader mere forover, når det er vådt, end når det er tørt, og man kan lande lidt mere stejlt, fortæller Ole Kristensen, fra Viborg Trial Klub.

Cykeltrial er opstået i Spanien og er inspireret af den tilsvarende sportsgren på motorcykel. Kort fortalt skal cyklisterne cykle og hoppe rundt med deres cykler på og over en række forhindringer – uden at fødderne på noget tidspunkt rører jorden.

TV 2 Vejret har været til cykeltrail på Hjultorvet i Viborg, hvor en flok børn hopper rundt på euro-paller mellem torvets juletræer. Og det kræver fokus på en regnvåd dag.

- Risikoen for at ryge bagover er større, og det skal de lære, siger Ole Kristensen, der dog ikke er nervøs for børnene:

- Det har de fuldt styr på. Det ser måske lidt vildt ud, men der er slet ikke noget farligt i det her.

Sønnen trak faderen ind

Sporten er stadig i sin vorden, men når børnene bliver bidt, kan det gribe om sig, og pludselig kan det være en familiesport.

- Jeg kom ind i det, fordi min søn Sylvester startede for et års tid siden. Så kunne jeg enten vælge at stå og drikke kaffe i to timer, eller også kunne jeg cykle med, lyder det fra far og trialcyklist Jes Hansen.

Man kan i princippet køre trial på de fleste former for underlag. Paller, brædder, vægge og parkourbaner. Og det kan køres, hvad enten det står ned i stænger, eller himlen er blå.

Fugtig brosten øger spændingen

- Selvfølgelig er det fedt, når solen skinner, men generelt kan man cykle i al slags vejr. Vi har fugtige brosten. Det, ved man, er glat. Men drengene skal stadig kunne kontrollere deres cykler under de betingelser, siger Ole Kristensen fra Hjultorvet.

Han mener i øvrigt, at børnene får en helt særlig egenskab med fra sportsgrenen:

- Matematikken er også god, for drengene kan altså 14,5-tabellen, og det er der ikke ret mange, der kan. Men det er en euro-palle altså. Og så ved de godt, hvor mange centimeter, de kan tage. Så det er jo fedt.

Sporten kan udøves på almindelig cykel, men er nemmere på en mountainbike eller selvfølgelig en specialiseret trialbike. Den er organiseret under Dansk Cykle Union, og der er en klub i Viborg og en i Holbæk.