Vejr

Kraftigt snevejr skaber håb om god skisæson i alperne

Sneen falder tungt over alperne.

Når den næste bølge af snefald søndag er gået hen over alperne, vil der flere steder være faldet over to meter.

Alperne er netop nu ramt af kraftigt snefald, og det er godt nyt for dem, der senere på vinteren skal på skiferie. Den sne, der falder nu, kan danne et optimalt fundament for hele sæsonen.

- Det er tale om en serie på tre store snevejr hen over Alperne, hvor de nu har fået de to første, og det tredje kommer på søndag, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Anders Brandt.

Anders Brandt befinder sig i Stubaital i det sydlige Tirol i Østrig, hvor der lørdag er faldet store mængder nedbør, der har været vindstød af orkanstyrke, og i den inderste del af dalen er vejene lukket på grund af lavinefare.

- I dalene falder nedbøren som regn, men lørdag har snegrænsen ligget omkring 1500 meter, og herover er der siden i nat flere steder faldet en halv meter sne, og mere er på vej i aften og i nat, forklarer Anders Brandt.

På skisportsstederne jubler man over vejret. Sidste år var der ingen sne ved denne tid.

Snevejret er noget, der vækker glæde hos skisportsstederne, hvor Anders Brandt lørdag talte med medarbejdere på Schlick 2000 i Stubaital.

- De er begejstrede for sneen, der betegnes som usædvanligt tidlig. De frygter dog samtidig, at en varm periode kan ramme Østrig den kommende måned. Først når julen er overstået, tør skisportsstederne ånde lettet op. Her plejer vinteren for alvor at sætte ind, siger Anders Brandt.

Når det tredje snefald er overstået, vil der mange steder været faldet over to meter sne, og allerede nu er de store maskiner i gang med at køre sneen fast på pisterne.

Det kraftige snefald er udløst af samme uvejr, som for øjeblikket skaber problemer med oversvømmelser i Venedig.

Det er fugtig luft, der blæser op øst for Italien. Undervejs presser vandet op til Venedig i det indre af Adriaterhavet, hvor det skaber oversvømmelser. Når den fugtige luft når alperne, bliver den presset op og dermed kølet ned. Det får fugten til at falde som nedbør, og oppe i højderne er den nedbør sne.