Vejr

Skyet begyndelse, men opklaring og sol i dag

Danmark bliver delt op med skyer og hård blæst i vest - men med sol, tørvejr og mindre vind i de øvrige landsdele.

En ny uge er begyndt med morgentemperaturer mellem tre og seks grader og skyer de fleste steder i landet. Vi nærmer os midten af november, så det er mørkt en stor del af dagen. På Bornholm står solen op lidt før halv otte og en halv time senere i Vestjylland.

Merkur passerer forbi solen, hvilket man kan se i store dele af landet - hvis man har det rette udstyr. Det kræver teleskop og solfilter. Husk, at det er farligt for øjnene at se direkte op på solen.

Prognose formiddag klokken 9.

Til morgen og først på formiddagen vil skyer dominere, men som man kan se af grafikken, er der små huller i skydækket her og der. Det er med køleskabstemperaturer, så det er en god ide med varmt tøj.

Prognose til middag klokken 12.

I løbet af formiddagen vil det klare op i de sydlige egne med nogen sol til især Bornholm, Lolland, Falster, Møn og Fyn. Temperaturen stiger et par grader, men vinden frisker også op, så det føles ikke varmere.

Prognose klokken 13:35, hvor Merkurs passage af solen begynder.

Merkurs passage af solen begynder klokken 13:35. Her er skydækket brudt op med delvist klart vejr i store dele af Østjylland, Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Møn.

Prognose i eftermiddag klokken 15.

Senere på eftermiddagen bryder solen også igennem flere steder i Jylland. På Bornholm vil man med teleskop kunne se Merkurs bane over solen frem til klokken 16, hvorefter solen går ned.

Bornholm og de øvrige østlige og sydlige egne får generelt en pæn dag med solperioder, tørvejr og let til frisk vind.

I Vestjylland går solen ned en halv time senere, men man når ikke at se noget til den. Der kan komme enkelte byger, og vinden er op til kulingstyrke.

Prognose i aften klokken 18.

I aftentimerne blæser det yderlige op ved Vestkysten, og i nat kan der måske opstå vindstød af stormstyrke. Det bliver også mere blæsende i de øvrige landsdele, men det er fortsat i Vestjylland, vejret bliver mest barsk.

Prognose i aften klokken 21.