Vejr

Mere end 30 minusgrader - usædvanlig kulde over Nordskandinavien

Temperaturerne har i de seneste nætter været under 30 graders frost, hvilket er usædvanligt lave temperaturer - selv så langt mod nord.

Mens vejret herhjemme i Danmark ikke rigtigt kan beslutte sig for, om det skal være mildt eller koldt, så har gedigen vinterkulde overtaget store dele af det nordlige Skandinavien.

Sådan har det endda været i en stor del af efteråret, hvor Norge oplevede den koldeste oktober i ti år.

I takt med at nætterne bliver længere, og udstrålingen til verdensrummet er stor, falder temperaturen - og det mærker man i disse uger i høj grad i den nordlige del af Norge, Sverige og Finland.

Således blev efterårets hidtil laveste temperatur i Sverige (og Skandinavien) sat søndag morgen, hvor der blev målt isnende -34,5 grader i Nikkaloukta i Norrland.

Søndag morgen blev der målt usædvanligt lave temperaturer i det nordlige Skandinavien. I Nikkaluokta blev der målt -34,5 grader.

Selvom der fortsat er et stykke vej til den svenske november-kulderekord på -43 grader, så bør det bemærkes, at den er sat i slutningen af måneden (tre nætter i træk 24.-26. november 1890).

Til sammenligning er den laveste temperatur målt i oktober i Sverige -31,5 grader. Ifølge det svenske meteorologiske institut, SMHI, er det usædvanligt lave temperaturer for årstiden, man oplever i Lapland lige nu. Der er dog tidligere målt lavere temperaturer på denne tid af året i Lapland end nattens temperaturer.

Så tidligt som 4. november 1952 blev der målt -39 grader - også i Nikkaloukta.

Samtidig blev der søndag morgen i den nordnorske by Šihččajávri målt -31,1 grader.

Den tidlige vinterkulde i Nordskandinavien skyldes et relativt fastlåst strømningsmønster, hvor lavtrykkene har passeret gennem Skandinavien, samtidig med at et højtryk har befundet sig over det nordlige Skandinavien og Ishavet.

I forening har denne trykfordeling sendt kold luft ned over Nordskandinavien fra nord og øst.

Kulden er ikke på vej mod Danmark

Selvom der måske er nogle herhjemme, der ønsker sig tidligt vintervejr, er der fortsat ikke megen støtte at hente i prognoserne, der går lidt over en uge frem.

Den kommende uge vil igen byde på ustadigt vejr - der til tider kan blive blæsende - og temperaturer, der generelt vil befinde sig på mellem fire og ti grader i dagtimerne.

Den laveste temperatur, der er målt i Danmark på denne årstid (til og med 10. november), er -14,1 grader.