Politiet har skiftet til vinterdæk – har du?
Temperaturen er nu så lav, at tiden er inde til at stille sommerdækkene væk for i år.
Tommelfingerreglen siger, at der skal skiftes til vinterdæk, når temperaturen ligger omkring syv grader. Med en foreløbig gennemsnitstemperatur på 6,1 grad denne måned er tiden inde. TV 2 VEJRET har aflagt besøg hos Fyns Politi, der melder alt klar til slud og plørevejr.
- Her ved Fyns Politi har vi skiftet til vinterdæk på alle vores køretøjer. Vi begynder 1. oktober og fortsætter ind til 1. november. Så 1. november er alle vores biler blevet skiftet til vinterdæk, fortæller indsatsleder Thomas Jasper.
Danmark har ikke nogen lovgivning omkring sommer- og vinterdæk modsat landene omkring os, men det afholder ikke indsatslederen fra at have en mening om sagen.
- Det kan være en god ide at få skiftet til vinterdæk, når vi når hen, hvor temperaturen falder til syv grader, siger Thomas Jasper.
I Sverige er det lovpligtigt at køre med vinterdæk i perioden 1. december til 31. marts, mens det i Tyskland er ulovligt at køre på sommerdæk i vinterføre.
Vinterdæk er, som navnet antyder, konstrueret til at køre i vintervejr. De er i modsætning til sommerdæk udstyret med nogle særlige lameller, der gør, at dækket arbejder sneen ud af rillerne igen.
Samtidig er vinterdækkene lavet af en gummiblanding, der kan holde til de lave temperaturer uden at miste vejgrebet. Sommerdæk bliver hårde i kulden og har dermed mindre greb.
- Dækkene er konstrueret til at kunne stå bedre fast, når det er vådt, glat og måske snefyldt. Det er dog stadig meget vigtigt, at man holder en passende afstand til den forankørende, så man kan nå at bremse, hvis der skulle ske et eller andet uforudset, formaner indsatslederen.
Sommerdæk skøjter hen over sneen
FDM har i en test påvist, at vinterdæk på våd vej giver op til 30 procent kortere bremselængde i forhold til sommerdæk. På snedækkede veje er bremselængden op til 44 procent kortere på vinterdæk i forhold til sommerdæk.
Det kan være afgørende for, om en bilist undgår at køre ind i for eksempel en cyklist eller en fodgænger.
Vært på TV 2 VEJRET Ellen Nybo Hansson var i 2017 ude at teste, hvor stor forskellen på at bremse med vinter- og sommerdæk egentlig er. Du kan se resultatet her:
I januar var Rådet for Større Dæksikkerhed, der blandt andet omfatter FDM, ude for at tælle biler på sommerdæk. Og selvom tallet bliver bedre år for år, kom de stadig frem til, at ti procent af de 7890 talte biler havde sommerdæk, selvom vi på det tidspunkt var halvvejs gennem vinteren.
Det svarede i runde tal til, at mere end en kvart million bilister sidste år kørte på usikre dæk trods kulde og slud.
En af dem, der aldrig kunne drømme om at begive sig ud på vintervejene på sommerdæk, er Heidi Skov fra Borring, som TV 2 VEJRET møder ved et dækcenter i Odense.
- Jeg skifter til vinterdæk hvert år. Gerne i oktober så vi er klar til, hvis der kommer frost og glatte veje. Så vi kan stå sikkert på vejene, siger hun.