Vejr

Kulden er på vej, og der kan falde sne tæt på Danmark

Når kold luft i næste uge formodentlig trækker ned over Danmark fra nord, kan der blive dannet snebyger over den nordlige del af landet. Langt sikrere er det dog, at sneen kommer til at falde i Sverige ganske tæt på Danmark.

Prognoserne har ofte sne i sig ude på den lange bane på denne tid af året, men nu er vi inden for en lidt mere sikker tidshorisont.

Efterårets første frost har allerede været her flere gange, men vi har endnu vinterens første sne til gode. Nu er der imidlertid spinkle håb i prognoserne, hvis man altså holder af den hvide nedbør.

Når kold luft i næste uge ser ud til at skulle strømme ned over store dele af Skandinavien, kan sneen nemlig falde ganske tæt på Danmark. Der er endda en reel mulighed for, at der kan være hvidt i bygerne over Danmark.

Allerede søndag kan der falde sne i et bredt område fra Oslofjorden og hen over Sverige til området omkring Stockholm.

Det er på nordsiden af et større regnvejr, som breder sig op over Danmark fra sydvest. Når den danske regn bevæger sig videre mod nordøst og møder kulden i Mellemskandinavien, går den over i sne hos vores skandinaviske naboer.

Polarluft over dele af Danmark

I næste uge trækker kulden imidlertid længere mod syd, og dermed kan der også falde sne længere sydpå.

Kortet her viser en prognose for den overordnede vejrsituation torsdag i næste uge. Her er polarluft trængt langt ned over Skandinavien og så langt sydpå, at eventuelle byger i den nordlige del af Danmark kan have sne i sig.

Kold luft langt fra nord kan strømme helt ned over det nordlige Danmark i næste uge, og dermed er betingelserne for hvide byger til stede. Hvis altså prognosen holder stik.

Og det er netop sådanne indikationer, vi ser i en af prognoserne, som rækker frem til midten af næste uge.

Her ser man strejf af sne i byger over Skagerrak og det nordlige Kattegat både onsdag og torsdag. Dermed kan man i Vendsyssel og på Læsø muligvis få et par snefnug i bygerne.

Kan komme før tid

Vinterens første sne kommer i henhold til statistikken 11. november, så i år er der en reel mulighed for, at den faktisk kommer lidt før tid.

Til gengæld skal man altid tage sneprognoser med et gran salt. Der er nemlig en hårfin balance, om nedbøren falder som regn eller sne, så selv små forskydninger kan betyde, at vi næste uge blot får regn herhjemme, mens vore naboer mod øst og nord har en langt bedre chance for sne.

Indtil videre er der dog en smule hvidt at finde i prognoserne over dansk område, og det er trods alt sikkert, at det gradvist bliver koldere de kommende dage.