Vejr

Værste storm i tre år kan ramme Danmark

Weekenden kan byde på meget kraftig blæst - måske endda storm.

Der er udsigt til en særdeles blæsende weekend, når flere lavtryk skal bevæge sig tæt forbi Danmark.

Efteråret har gjort sig bemærket til den særdeles våde side, men nu er der også udsigt til blæsende weekend-vejr.

Både lørdag og søndag kan byde på meget kraftig vind.

Beauforts vindskala - inddelingen af vindstyrker i Danmark

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

Mens vi i længere tid har befundet os i en for årstiden varm luftmasse, så nærmer betydeligt køligere luft sig Danmark fra nord og nordvest.

Lavtryk på vores breddegrader bliver dannet i områder, hvor der er store temperaturkontraster, og jo større temperaturkontrast, jo kraftigere kan lavtryk blive.

Den overordnede vejrsituation lørdag. Et lavtryk passerer lige nord om Danmark, og det kan ende med at give os storm. Der er dog stor usikkerhed i prognoserne.

Derfor er det også i tilfælde med store temperaturforskelle over kort afstand, at vi kan risikere at blive ramt af regulære storme.

Netop i weekenden vil Danmark ligge lige på grænsen mellem varm luft mod syd og koldere luft mod nord.

Derfor dannes der flere lavtryk, som skal passere forbi Danmark.

Kan ende med vindstød af orkanstyrke

Det kraftigste af de lavtryk, der ser ud til at ramme os i weekenden, er dét lavtryk, som vil passere lige nord om Danmark lørdag.

Der er fortsat fire dage til lørdag, og derfor er prognoserne naturligvis behæftet med usikkerhed, men især fordi det drejer sig om lavtryksudviklinger, er prognosen endnu mere usikker.

Den mest rolige prognose viser, at vi slipper med et godt gammeldags blæsevejr - lokalt med vindstød af storm.

Den mest 'rolige' prognose, som er fra det fælleseuropæiske regnecenter, ECMWF, viser, at vi slipper med et blæsevejr, hvor vinden kan nå hård kuling ved kysterne, mens vindstødene lokalt kan nå stormstyrke - ikke noget, som er unormalt på denne årstid.

Derimod viser en anden model fra amerikanske NCEP, at lavtrykket kan udvikle sig mere dramatisk.

Tirsdag middag viser den prognose, at den nordlige del af Jylland kan blive ramt af stærk storm - i middelvind - mens vindstødene i et stort område af Nordjylland kan nå regulær orkanstyrke.

Hvis det skulle blive tilfældet, vil det være første gang i tre år, at Danmark bliver ramt af stærk storm.

En amerikansk prognosemodel viser derimod, at den nordlige del af Jylland kan blive ramt af stærk storm og vindstød af orkanstyrke.

Hvis man bor i Skagen og tjekker sin vejr-app fra TV 2 Vejret, vil man se, at der ventes op til 30 meter per sekund fra sydvest lørdag morgen. Det skyldes netop, at vejrdata i appen kommer fra den amerikanske model.

Samlet set er risikoen for storm i lørdagsdøgnet på 26 procent.

Blæst igen søndag

Selvom lørdagsblæsevejret med afstand ser ud til at blive det kraftigste, så vil et nyt lavtryk passere Danmark allerede igen om søndagen.

Det ser ikke ud til at udvikle sig lige så voldsomt, men kan dog også ende med at give os vindstød af stormstyrke mange steder og måske forhøjet vandstand, hvis prognoserne holder fast i udviklingen.