Vejr

Dallas ramt af voldsom tornado - over 160.000 mennesker uden strøm

Ødelæggelser i Dallas, Texas, efter en tornado ramte byen 21. oktober 2019.

Et for årstiden særdeles kraftigt uvejr ramte store dele af det sydøstlige USA natten til mandag.

Normalt er foråret højsæson for kraftige uvejr i det amerikanske Midtvesten, hvor der på årsbasis dannes flere meget kraftige tordenbyger, som kan ledages af store hagl og kraftige tornadoer.

EF-skalaen for tornadoer

Tornadoer kategoriseres ud fra EF-skalaen (Enhanced Fujita Scale) som har været i brug i USA siden 2007. Skalaen er opkaldt efter den japansk-amerikanske meteorolog Tetsuya Theodore Fujita (1920-1998) og måler en tornados styrke ud fra dens ødelæggelser i kategorierne EF0 til EF5, hvor sidstnævnte er kraftigst.

Ødelæggelserne kan omtrent omsættes til vindhastighederne herunder, men klassificeringen sker ud fra ødelæggelsernes omfang alene. Tornadoer, der derfor ikke resulterer i nævneværdige materielle skader, kan være meget svære at klassificere og undertiden ende i en for lav kategori.

EF0
Vind: 29-37 m/s 
Relativt mindre ødelægger som under en gedigen dansk storm eller orkan. Tagsten blæser ned, skorstene blæser omkuld og træer brækker over eller rives op.

EF1
Vind: 38-49 m/s 
Moderate ødelæggeser - hustage lider stor skade og kørende biler blæses af vejen.

EF2
Vind: 50-60 m/s
Betydelige ødelæggeser - tage rives af huse og biler kan tippes rundt. Træer rives op med rode eller brækker over.

EF3
Vind: 61-73 m/s
Voldsomme ødelæggelser - tage blæser af selv solide bygninger og biler løftes og kastes rundt. Træer rives op med rode.

EF4
Vind: 74-90 m/s
Enorme ødelæggelser - huse jævnes med jorden og biler løftes og flyver igennem luften
Typisk breddere end 500 meter

EF5
Vind: Over 90 m/s
Altødelæggende - jævner næsten alt med jorden og kan løfte store lastbiler mere end 100 meter væk
Typisk breddere end 1000 meter

Ikke desto mindre blev vejrforholdene over Dallas søndag aften og natten til mandag særdeles voldsomme årstiden taget i betragtning.

Flere kraftige tordenbyger trak forbi den texanske storby, og i den forbindelse blev der dannet en tornado.

Det var mørkt, da tornadoen passerede ind over dele af byen. Derfor var det kun, når lyn fra tordenbygen oplyste himlen, at man i korte glimt kunne se det livsfarlige vejrfænomen.

Mere end 160.000 husstande uden strøm

Ifølge amerikanske medier er mere end 160.000 husstande efterladt uden strøm.

Derudover var mange veje i det nordlige Dallas ikke farbare, fordi træer var væltet ud på dem.

De kraftige tordenbyger ramte ikke kun Dallas. Også i dele af Missouri, Oklahoma og i Arkansas har kraftige uvejr skabt stor ravage. Muligvis ramte en tornado også byen Tyronza i Arkansas, men der ikke er taget billeder af det.

Derudover har mindst én person mistet livet i Rogers, Arkansas, som følge af et væltet træ.

Dannes i forbindelse med såkaldte superceller

På grænsen mellem varm og kold luft var der flere steder kraftige regn- og tordenbyger, og enkelte af de voldsomme uvejr udviklede sig til såkaldte superceller.

Superceller er en meteorologisk betegnelse for den kraftigste type af uvejr, man kan opleve. De øger muligheden for, at der kan dannes tornadoer.

De kan vokse sig betydeligt større og voldsommere end de langt mere uskyldige skypumper, vi af og til kan opleve i Danmark.

I modsætning til superceller roterer selve skyerne i Danmark ikke, når der dannes skypumper. Ikke desto mindre kan mindre tornadoer godt dannes herhjemme - senest det skete, var 14. juni i år, hvor en tornado ramte Aabenraa.

Normalt vurderes tornadoers styrke ud fra de ødelæggelser, som de forårsager, og ifølge amerikanske myndigheder, var tornadoen i USA søndag aften muligvis af EF-3 styrke, på en skala der går fra nul til fem.