Kontrolleret græsning kan give klimavenligt oksekød
Landmanden kan øge jordens optag af kulstof, hvis kvægets afgræsning af marken styres på græssets præmisser.
Efter artiklen blev bragt, er der blevet sået tvivl om flere af de data, som kilderne nævner og henviser til. Kritikken kan ses her.
På den nordjyske ø Egholm går en flok køer rundt uden tanker om hverken klimaet eller dagen i morgen. Men muligvis kan de være fremtidens klimabøffer. Ifølge en gruppe økologiske kvægavlere ligger løsningen på oksekødets klimaudfordring i den rette afgræsning af markerne.
- Forskere ved Aarhus Universitet er kommet frem til, at et kilo oksekød har en negativ effekt på klimaet svarende til 19,7 kilo CO2, men der medregnes kulstofopbygningen i jorden ikke, siger køernes ejermand Thorkild Nissen.
Han kalder udskamningen af oksekød for et justitsmord på drøvtyggerne med henvisning til en amerikansk undersøgelse, der har kigget på netop græsfodret kvæg.
Undersøgelsen viser, at gribes kvægdriften rigtigt an, er oksekødet ikke en klimabelastning, men en gevinst svarende til 6,7 kilo CO2 per kilo kød.
Snupper C'et fra CO2
Hemmeligheden ligger i græssets store optag af CO2 gennem fotosyntesen, og jordens optag af kulstof i form af humus - stærkt nedbrudt organisk stof. En proces, som drøvtyggerne fremmer, og som kan optimeres gennem den såkaldt holistiske afgræsning, hvor kvæget hele tiden flyttes til et nyt sted på marken.
- Vi arbejder med de evige græsmarker. Køerne går meget tæt, men i meget kort tid. Græsset bliver ikke efterladt kort, men bare med toppen bidt af. Fotosyntesen går i gang allerede dagen efter, hvor der normalt går tre til fire uger, før fotosyntesen går i gang igen, fortæller Thorkild Nissen.
Selvom det lyder forjættende med den CO2-spisende ko, er Thorkild Nissen godt klar over, at det er et kontroversielt synspunkt.
- Det er som om, forskerne hellere vil opfinde en maskine, der kan putte CO2 ned i et hul, men det kan faktisk lagres i jorden i stedet. Amerikanske forskere er med på ideen, og nu håber vi også snart, at danske forskere går med, siger han.
Geolog Erling Fundal er selvstændig konsulent med speciale i netop humus. Han bekræfter, at det moderne industrielle landbrug med hyppige pløjninger og kørsel med tunge maskiner har været med til at udpine jorden for den kulstofrige humus.
- Man forstyrrer ligevægten og lukker ilt ned, hvor det ikke skal være. På den måde får man ødelagt sit humuslag, så det bliver udpint, siger han.
Besparelse af 27 års dansk CO2-udledning
Han forklarer, at vi ved at hæve indholdet af humus i den danske landbrugsjord med bare en procent kan spare atmosfæren for det, som svarer til 27 års dansk CO2-udledning. Samtidig vil vi få en mere frodig jord, da det er humus, der gør jorden til muld.
Potentialet i humusen kan ses af det faktum, at der er omkring seks gange så meget kulstof bundet i jorden i en dansk skov i forhold til i træerne. Det er med et humusindhold på 14 procent. I landbrugsjorden er humusindholdet reduceret til en femtedel siden Anden Verdenskrig og ligger nu nede omkring en halv procent.
Ifølge Erling Fundals beregninger svarer det danske tab af humus til 1,35 tons olie for hver eneste dansker hvert eneste år i 50 år.
I Afrika har man tidligere forsøgt at forhindre ørkendannelse ved at fordrive græssende dyr, men har opdaget, at det omvendte er løsningen. Læren var, at savannen har brug for de græssende dyr til at levere fordøjet plantemateriale tilbage til kredsløbet for at bevare frugtbarheden. Når dyrene forsvandt, kom ørkenen.
O2'en snupper C'et igen
I vores del af verden er det særligt pløjningen, der har skabt problemerne. Når jorden vendes, binder kulstoffet sig med ilt og bliver til CO2 i atmosfæren.
- Der er mange gevinster ved det her. Der bliver ikke behov for at tilføre kvælstof til markerne, og jorden bliver mere gennemtrængelig for regn, så der kommer ikke til at stå vand på marker, og derfor er der mange ting, der bliver lettere, forklarer Erling Funddal.
Humusen dannes af bakterier og svampe, der nedbryder plantemateriale, dyregødning og kompost. Halveringstiden for humus er tyve år, hvis ikke der hele tiden tilføjes nyt organisk materiale.
Erling Fundal understreger, at tallene ikke nødvendigvis er helt præcise, men at tendensen står helt klar.
- Der kan sagtens pilles lidt ved nogle procenter her og der, men det har en enorm betydning, om vi har humus eller ej, siger han.