Vejr

Norge ramt af vintervejr – store mængder sne i fjeldene

Vintervejr ved Sognefjeldet lørdag middag.

Nogle steder er der faldet så meget sne, at langrendsløjperne åbnede.

Selv om vi kun er i begyndelsen af oktober, er vinteren ikke langt væk.

Store dele af Norge er i de seneste døgn blevet ramt af et vinterfrembrud, der stedvis har givet mere end ti centimeter sne.

Snevejret ramte Norge torsdag og fredag og er blevet efterfulgt af streng kulde, der lørdag morgen betød, at man i den centrale del af landet stod op til tocifrede kuldegrader.

-13,0 grader stod der lørdag morgen på termometeret i Folldal øst for Trondhjem, mens der i det nærliggende Björli blev målt -11,2 grader.

Flere biler i grøften

Forud for det kolde vinterlige vejr gik to døgn med sne, der i første omgang faldt i fjeldene over 800 meters højde, men torsdag aften og natten til fredag faldt snegrænsen, så der i store dele af det sydøstlige Norge faldt sne helt ned til 200 meters højde.

Det betød især torsdag aften og fredag morgen, at der var sneglatte veje selv i relativt lavtliggende områder, og det norske vejvæsen meddelte fredag morgen, at flere biler var kørt i grøften og opfordrede bilisterne til kun at køre ud i vintervejret, hvis de havde fået vinterdæk på bilen.

Billedet herunder er taget nær Kongsberg i det sydlige Norge i blot 300 meters højde.

Sne tæt på Oslo

Flere veje i fjeldene var indtil fredag formiddag lukket på grund af sne. Det gjaldt især de højest liggende veje i Jotunheimen og på Hardangervidda.

De største mængder sne faldt i den sydlige og østlige del af Norge, hvor der ifølge Yr.no faldt op til 13 centimeter.

Man skulle dog ikke langt væk fra kysterne for at finde relativt store mængder sne. I Sande-Lauvkollmyr, der ligger i 430 meters højde sydvest for Oslo, faldt der ti centimeter, mens der også på Holmekollen i det nordligste Oslo faldt sne.

Så meget sne, at man kunne stå på ski

Vintervejret betød, at langrendssæsonen flere steder blev skudt i gang.

Så langt mod syd som nær Lillehammer kunne man lørdag løbe på løjper af kunstsne i et hvidklædt vinterlandskab, mens man flere andre steder i højfjeldet udnyttede det pludselige vintervejr og fik lavet årets første langrendsspor.

Det gjorde man blandt andet nær Skjåk nord for Jotunheimen.

De større norske skisportssteder åbner på trods af det vinterlige vejr først for præparerede langrendsløjper sidst i oktober eller i starten af november.

Årets første skispor kjørt fra hotellet og 3km vestover langs gamle Geirangerveien. Fremdeles høstfarger og knall sol!

Posted by Grotli Fjellhytter on Friday, October 4, 2019