Vejr

Ekstreme kontraster i USA - ramt af både rekordvarme og rekordkulde

USA er både ramt af rekordvarme og rekordkulde - og tilmed rekordstore mængder sne.

Visse steder er der faldet rekordstore mængder sne.

Mens vi herhjemme står overfor det første frembrud af koldere luft fra nordøst og sæsonens første nattefrost, så kæmper man i USA med temperaturforskelle, der går fra rekordvarme til rekordkulde.

I den nordvestlige del af USA er iskold luft for årstiden trængt ned fra Canada, mens glohed luft fra sydlige himmelstrøg blæser op over den sydøstlige del af USA.

Begge luftmasser er så ekstreme i hver deres ende af temperaturskalaen, at de har kastet et utal af rekorder af sig.

Varmen når nye højder flere steder

De seneste dage har den varme luft flere steder sat nye grænser for, hvor varmt det kan blive i oktober. Det gælder blandt andet i Nashville i Tennessee, hvor temperaturen tirsdag steg til hele 36,7 grader. Det er 2,3 grader over den tidligere varmerekord for byen i oktober.

I blandt andet den amerikanske hovedstad, Washington D.C., er der målt rekordhøje temperaturer for årstiden. Onsdag steg temperaturen i Reagan-lufthavnen til 36,1 grader.

Det samme er sket i Louisville i Kentucky. Her viste termometret mandag 36,1 grader, mens den tidligere rekord på 33,9 grader er henvist til en andenplads over varme oktoberdage.

Mest ekstrem blev varmen i Meridian i Mississippi, hvor temperaturen steg til glohede 38,3 grader. Det er ikke blot oktoberrekord for Meridian, men også for delstaten Mississippi som helhed.

Sidst, men ikke mindst er der også sat nye grænser for oktobervarmen i Reagan-lufthavnen i Washington D.C. Her målte man onsdag 36,1 grader, hvilket er den højeste temperatur så sent på året, siden målingerne begyndte i 1872.

USA er netop nu ramt af både rekordvarme og rekordkulde. Kortet viser temperaturafvigelserne fra normalen.

Isnende rekordkulde mod nordvest

Lige så ekstrem - bare med modsat fortegn - har temperaturen været flere steder i den nordvestlige del af fastlands-USA.

Meget kold luft fra Canada er blæst ned fra nord, og det har givet anledning til flere kulderekorder.

Kulden strammede allerede sit greb om området i slutningen af september, og i Great Falls i Montana forblev temperaturen under frysepunktet 65 timer i træk fra 27. til 30. september. Det er den længste periode med uafbrudt frost, siden målingerne begyndte.

Kulden kulminerede tirsdag morgen, hvor termometret i byen viste -12,8 grader. Siden 1886, hvor målingerne i byen begyndte, er der ikke tidligere målt så lav en temperatur så tidligt på efteråret. Flere andre steder er der sat yderligere lokale kulderekorder for årstiden.

Kontraster har givet rekordstore snemængder

På grænsen mellem de store temperaturforskelle er der dannet flere lavtryk, som har givet anledning til sne.

Navnlig i Montana er der faldet enorme mængder sne årstiden taget i betragtning. I Babb i Montana er der således faldet 132 centimeter sne i forbindelse med en voldsom snestorm, og hele fem steder er der samlet set faldet over 102 centimeter sne.

Sne i Choteau i Montana. Flere steder i delstaten er der sat rekorder for snemængder - og kulde - på denne tid af året.

Her blev der også allerede i september sat snerekorder, da der over to dage faldt henholdsvis 24,6 og 24,4 centimeter sne - begge er de største snemængder, der er målt på septemberdage.

I Missoula i Montana faldt der fire centimeter sne, hvilket også er den største snemængde i september i byen.

Derudover oplevede Spokane i Washington sit blot andet snefald i september siden slutningen af 1800-tallet.