Vores jord

Landsby undgik lavine - del af farlig gletsjer styrtet ned

De her huse kan blive knust, hvis den store gletsjer længere oppe af bjergsiden for alvor sætter sig i bevægelse.

Faren er ikke ovre, men den første del af en ustabil gletsjer faldt ned uden at gøre skade på truet landsby.

De evakuerede indbyggere fra landsbyen Planpincieux på den italienske side af Mont Blanc kan i første omgang ånde lettet op. En gletsjer, der truer med at falde ned over byen, er delvist styrtet sammen uden at ramme husene i det lille bjergsamfund.

Mandag faldt der 5000 kubikmeter is af gletsjeren, der også bærer landsbyens navn. Der er dog stadig langt op til de i alt 250.000 kubikmeter is, som kan komme ned over byen som en lavine.

Den positive nyhed for ejerne af de truede huse er, at den nedstyrtede del af gletsjeren ikke længere kan trække is længere oppe i gletsjeren med ned. Det mindsker risikoen en smule.

Samtidig arbejder tiden også for landsbyen. Jo længere hen på den kolde årstid, vi kommer, desto mindre er risikoen for, at gletsjeren falder ned.

Gletsjeren er den hvidgrå masse midt på billedet. Hvis den pludselig skrider, vil den falde ukontrollabelt mod bunden af dalen.

Myndighederne frygter, at den store gletsjer kan bryde helt sammen. Det kunne i værste fald udslette landsbyen og koste menneskeliv på hele bjergsiden.

Den truende naturkatastrofe fik sidste uge borgmesteren i den nærliggende by Courmayeur, Stefano Miserocchi, til at beordre to veje lukket samt at få alle bebyggelser på bjergsiden evakueret.

- Det her viser endnu engang, at bjerget går igennem en periode med store forandringer på grund af klimaet, hvilket gør det særligt sårbart, sagde Stefano Miserocchi i den forbindelse til Reuters.

Myndighederne har installeret radarudstyr for at kunne holde øje med udviklingen.

Det er umuligt at styre gletsjeren. Myndighederne kan ikke gøre andet end at evakuere folk og overvåge situationen. For at kunne holde øje med udviklingen har myndighederne monteret radarudstyr på gletsjeren for at overvåge dens bevægelser.

Den truende gletsjer er også kommet på den italienske premierminister, Giuseppe Contes, dagsorden.

- Nyheden om, at en gletsjer på Mont Blanc risikerer at kollapse, er en advarsel, som vi ikke kan overhøre. Det skal ryste os, og vi er nødt til at handle, siger han ifølge Reuters.

Myndighederne overvåger gletsjeren manuelt og med teknologisk udstyr. Den lille prik midt i billedet er en helikopter på vej hen over Planpincieux.

Frygten for, at de europæiske gletsjere kan være ved at forsvinde, er ikke grebet ud af den blå luft. I en rapport fra FN’s klimapanel IPCC, der blev udgivet sidste uge, omtales netop risikoen for, at langt de fleste af gletsjerne i Europa vil gå til.

Ifølge rapporten forventer forskerne, at 80 procent af gletsjerne i Europa vil være væk ved næste århundredskifte. Det er om 81 år.