Gigantisk isbjerg brækket af Sydpolen

16x9
Isbjerget har revet sig løs og driver nu frit i havet. Foto: European Union - Contains Modified Copernicus Sentinel Data 2019 / Ritzau Scanpix

Professor afviser, at det afbrækkede isbjerg er et tegn på klimaforandringer.

Et isbjerg større end halvdelen af Fyn har revet sig løs af Sydpolen og flyder nu i det åbne hav.

Det oplyser den europæiske rumorganisation ESA.

Det 1636 kvadratkilometer store isbjerg har fået navnet D28. Det er 60 kilometer på den lange led og 30 på den korte. Det vurderes at veje 300 milliarder tons.

En del af det naturlige kredsløb

Ifølge ESA er det det største isbjerg, som isbræmmen Amery har kælvet i 50 år.

Isbræmmerne er flydende gletsjere, som hænger sammen med gletsjerne på land, og Amery er Sydpolens tredjestørste.

Smeltende is og den globale opvarmning hænger nøje sammen, så det er et område, videnskaben har stort fokus på.

Hvis Sydpolen begynder at kælve flere og større isbjerge, vil det bidrage til stigende vandstand i havene, men det er også en del af Sydpolens naturlige balance, at gletsjerne på land løber ud i isbræmmerne, og at der brækker isbjerge af.

Den sne, der falder inde over Sydpolen, presses sammen i gletsjerne, der under trykket af deres egen enorme vægt presses ud mod havet, hvor isen brækker af som isbjerge.

Sådan har kredsløbet fungeret i millioner af år.

Ingen grund til alarm

Det store afbrækkede isbjerg kan ikke knyttes direkte til klimaforandringer, siger professor Helen Fricker fra Scripps Institution of Oceanography til BBC.

- Selvom der er meget at være bekymret for i Antarktis, er der ikke nogen grund til at slå alarm for netop denne isbræmme, forklarer hun.

Professoren har faktisk holdt øje med isstykket siden 2002, hvor hun forudså, at det ville gå løs som et isbjerg engang mellem 2010 og 2015. Dermed skød hun fire år forkert.

ESA har længe overvåget området, hvor det store isbjerg var ved at rive sig løs. På billeder fra ESA’s satellit Sentinel-1 ses det tydeligt, hvordan isbjerget på en uge sidst i september brækker løs og begynder at flyde væk.

ESA vil fortsat overvåge isbjerget, der kan udgøre en trussel for skibe i nærheden.