Vejr

Azorerne ramt af det mest voldsomme uvejr i 93 år

Bølger bryder mod havnemolen i Sao Mateus på Azorerne tidligt onsdag morgen.

Den tropiske orkan Lorenzo er gået i land med vindstød på over 140 kilometer i timen.

Indbyggerne på Flores, som er den vestligste ø i øgruppen Azorerne, bliver i disse timer ramt af det mest voldsomme uvejr i området i 93 år.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Den tropiske orkan Lorenzo er som en kraftig kategori 1-orkan gået i land på den portugisiske øgruppe med middelvinde på 41 meter per sekund og vindstød på 51 meter per sekund.

Disse vindhastigheder findes omkring øjet på Lorenzo, og der er fortsat ikke direkte vindmålinger af så høje vindhastigheder.

Indtil onsdag morgen er det højeste vindstød registreret i Horta på øen Faial, hvor vindmåleren melder om vindstød på 40 meter per sekund - eller det, der svarer til 144 kilometer i timen.

Lorenzo befinder sig onsdag morgen over den vestlige del af Azorerne og bevæger sig herefter videre mod nordøst.

Det kan dog sagtens vise sig, at vindstødene når højere op end de her anførte, da orkanen endnu ikke har passeret øerne.

Kraftigste orkan i 93 år på Azorerne

Det er helt usædvanligt, at så kraftig en tropisk orkan rammer Azorerne, som normalt er kendt for deres stabile højtryksvejr.

Bølger i havnen i Angra do Heroismo, hvor Lorenzo rammer netop nu.

Lorenzo er den kraftigste orkan, der har ramt øgruppen i 93 år, og den næstkraftigste, der har ramt Azorerne siden 1851, hvor målingerne begyndte.

Den kraftigste orkan - som man dengang ikke navngav - ramte øgruppen 26. september 1926 med middelvinde på 47 meter per sekund.

Fortsætter mod Irland, Skotland og Danmark

Lorenzo fortsætter sin kurs mod nordøst og vil i løbet af det næste halvandet døgn nå den irske vestkyst.

Her kan den - som et mere almindeligt stormlavtryk - ramme kystområderne med middelvinde på cirka 30 meter per sekund og vindstød på op til 40 meter per sekund.

Senere fredag vil 'ex-Lorenzo' ramme Skotland, inden den bevæger sig sydøst og bevæger sig lige syd for Danmark lørdag. Det vil dog komme til at gå helt stille for sig med skyer og lidt blæst fra øst.