Vejr

Tørke afdækker spansk Stonehenge

En hård sommer i Spanien har sænket vandstanden, så et gammelt fortidsminde atter er på tørt land.  

De seneste 50 år har et 7000 år gammelt fortidsminde befundet sig under vandet i Valdecañas i det vestlige Spanien, men efter en bagende varm sommer står De Guadalperal-dyssen atter på land.

Det oplyser Nasa, der også har offentliggjort satellitbilleder fra området.

De Guadalperal-dyssen blev oversvømmet i 1963, da den spanske regering under general Franco opdæmmede floden Targus og skabte et stort vandreservoir, der skulle sikre en stabil vandforsyning og elektricitet til afsidesliggende områder.

Mens sommeren i Danmark 2019 på ingen måde har kunnet måle sig med rekordsommeren 2018, har situationen været anderledes længere ned i Europa.

Både i juni og juli skyllede to hedebølger ind over kontinentet, hvor adskillige vejrrekorder blev slået. Særligt Spanien var hårdt ramt og gennemgik den tredjevarmeste juni i dette århundrede.

Billederne fra Nasa er taget henholdsvis 24. og 25. juli med seks års mellemrum. I 2013 var vandstanden fortsat høj, mens den i år er rekordlav. På billedet fra i år har vandkanten trukket sig så langt tilbage, at den gamle dysse er blevet blotlagt.

FØR OG EFTER: Dyssen befinder sig under den røde cirkel. Billederne er fra 2013 og 2019.

Før
efter

Dyssen består af høje, oprejste sten opstillet i en cirkel, og den betegnes også som Spaniens Stonehenge efter det berømte fortidsminde på Salisbury Plains i England. Det engelske Stonehenge er dog nogle tusinde år yngre.

Gennem årene har kun toppen af den højeste sten været oven vande samt lidt flere toppe i meget tørre perioder.

Stedet er ikke blevet arkæologisk udgravet, siden tyskeren Hugo Obermaier undersøgte det i 1920’erne. Forskerne mener, at dyssen oprindeligt var overdækket, og de mere end 100 opretstående sten har båret et tag og måske også vægge.

Nu er indbyggerne i området gået sammen om at sikre området for fremtiden.