Vejr

Sæsonen for tropisk uvejr raser – seks navngivne uvejr netop nu

De seks navngivne uvejr, der netop nu findes på den nordlige halvkugle.

Det amerikanske orkanvarslingscenter NHC har netop nu seks uvejr på verdenskortet herunder to, der kan være farlige.

Efter orkanen Dorians hærgen hen over blandt andet Bahamas er sæsonen for tropiske uvejr for alvor gået i gang. Netop nu er der ifølge det amerikanske orkanvarslingscenter NHC seks navngivne lavtryk hen over Stille- og Atlanterhavet.

- Det er sjældent, at vi ser seks navngivne storme samtidigt, så sæsonen topper nu, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

Ingen af de nuværende uvejr kommer dog op på siden af Dorian, der foreløbigt er opgjort til at have kostet mindst 50 mennesker livet. Dorian ramte land med omkring 300 kilometer i timen.

Størst af de nuværende tropiske uvejr er Humberto, der er en såkaldt kategori tre-orkan, mens Dorian var en kategori fem. De øvrige af de nuværende uvejrssystemer er såkaldte tropiske storme eller lavtryk, der kan udvikle sig til orkaner eller gå i sig selv alt efter de lokale forhold.

Decemberstormen '99 var en kategori et

Kategori tre er kraftigere, end noget vi nogensinde har oplevet i Danmark. Kategorierne begynder i princippet der, hvor det danske vejr holder op, selvom den berømte storm 3. december 1999 reelt var en kategori et.

Kategori fem som Dorian er så kraftigt et uvejr, at man ikke kan forvente, at noget står uberørt tilbage. De fleste bygninger, træer og andre konstruktioner vil være ødelagt.

En kategori fem-orkan ødelægger i princippet alt på sin vejr.

Kategori fem er den højeste kategori, der findes, men det drøftes blandt forskere, om skalaen bør udvides, da der må forventes kraftigere uvejr fremover, efterhånden som den globale opvarmning begynder at slå igennem.

På Bermuda-øerne er de allerede nu begyndt at mærke Humberto i form af kraftig regn. Med den nuværende kurs er der dog ikke noget, der tyder på, at øgruppen bliver ramt direkte, men at Humberto går forbi på den nordvestlige side af øen.

Jerry blev navngivne uvejr nummer 10

Den tropiske storm Jerry, der blev sæsonens tiende navngivne uvejr, er samtidig på vej mod nogle af de østligste caribiske øer, hvor den kan tage til i styrke og ramme med orkanstyrke i løbet af fredag. NHC understreger dog, at det er usikkert, om den rammer beboede områder.

Over Texas hænger det tropiske lavtryk Imelda, der primært giver problemer i form af kraftig nedbør. Imelda kan give op til 250 millimeter regn i visse områder. Til sammenligning får vi i gennemsnit 712 millimeter i Danmark om året.

Humberto ud for USA. Den er nu på vej mod Bermuda, der ligger lige i udkantens af orkanens beregnede bane.

Langt ude over Stillehavet hænger de to tropiske storme Kiko og Mario. De er langt fra land og vil formentlig ikke forårsage nogen skade. Det kan til gengæld godt ske med det sidste af Stillehavets store uvejr Lorena. NHC advarer om, at Lorena vil udløse store mængder regn over Mexicos vestkyst, hvor indbyggerne kan risikere pludselige oversvømmelser og mudderskred.

Sæsonen for de tropiske uvejr vil forsætte omkring halvanden måneds tid endnu.

- Selvom det kan være ved at ændre sig lidt på grund af klimaforandringer, så plejer sæsonen at klinge af omkring første november, siger Andreas Nyholm.