Vejr

Bermuda trues af tropisk orkan

Humberto ud for USA. Den er nu på vej mod Bermuda, der ligger lige i udkanten af orkanens beregnede bane.

Den tropiske orkan Humberto har kurs mod øgruppen Bermuda, der kan blive ramt onsdag aften.

Den tropiske orkan Humberto tager til i styrke og har nu kurs mod øgruppen Bermuda.

Det amerikanske orkanvarslingscenter NHC advarer om, at Bermuda ud over kraftige vinde kan blive ramt af flodbølger og mere end 75 millimeter regn. Humberto kan ramme med vindstød på op til 178 kilometer i timen.

Tirsdag morgen befandt Humberto sig 920 kilometer vest for Bermuda. Når den har passeret Bermuda, kan resterne komme til Europa i form af et lavtryk.

- Ligesom det var tilfældet med Dorian og Gabrielle, kan Humberto komme op i vestenvindsbæltet og påvirke vejret herhjemme en gang i løbet af næste uge, siger meteorolog ved TV 2 Sebastian Pelt.

Humberto har allerede krydset Bahamas, der fortsat er i gang med at rydde op efter den voldsomme orkan Dorian, men det var kun i form af en tropisk storm.

Nu er den vokset til en kategori 1-orkan, hvilket svarer til de allerkraftigste vinde, vi kan opleve i Danmark. Dorian var til sammenligning en kategori 5-orkan, hvilket er højeste skalatrin. Kategori 5 betyder i princippet en altødelæggende orkan.

Nogle af de ødelæggelser, som Dorian skabte på Bahamas.

- En kategori 1-orkan er groft sagt ingenting i forhold til en kategori 5, men det er stadig meget voldsomt. Orkanen, der ramte Danmark 3. december 1999, står stadig helt klar for mange danskere, og den svarede til en kategori 1, forklarer Sebastian Pelt.

Humbertos kurs er beregnet af NHC, og Bermuda ligger lige på kanten af orkanens bane. Går Humberto en smule længere mod nord end beregnet, slipper indbyggerne billigere, men går den længere mod syd, kan det blive langt værre. Under alle omstændigheder passerer den Bermuda vest om onsdag aften.

- Det er dog vigtigt at understrege, at der stadig er lang vej fra det, der ramte Bahamas, til det, der kan ramme Bermuda. Dorian var endda en ekstremt kraftig kategori 5-orkan, siger TV 2 Vejrets Sebastian Pelt.

Bermuda ligger lige i udkanten af orkanens forventede bane. Øgruppen er den lille blå plet over 65W.