Endnu mere efterårsvejr tirsdag - vindstød af stærk storm i vente

Det kan blive en blæsende, regnfuld og kold tirsdag.

Det er ægte efterårsvejr i dag, og der kommer endnu mere af slagsen i morgen, tirsdag.

Lidt koldere luft slår ned igennem Danmark i morgen fra nordvest. I forbindelse med tirsdagens regnbyger vil der komme kraftige vindstød i hele landet. De kraftigste vindstød ventes ved Vestkysten, hvor de kan nå op omkring 28,5 meter per sekund, som er stærk storm.

Varsel om vindstød af stærk storm.
Varsel om vindstød af stærk storm. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Allerede i aften og nat begynder det at blæse op i Nordjylland, og fra tirsdag morgen vil der stedvis optræde vindstød af stormstyrke.

Prognose klokken 12.
Prognose klokken 12. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

I løbet af formiddagen vil det meste af Vestkysten få stormstød, og nogle steder kommer der også vindstød af stærk storm.

Prognose af vindstød klokken 15.
Prognose af vindstød klokken 15. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

I eftermiddagstimerne vil der også komme kraftige vindstød i de østlige egne. De vil generelt være af kulingstyrke, men lokalt kan der også optræde stormstød. Det vil ruske i træer og husgavle, og de kraftigste vindstød kan sende trampoliner og havemøbler på en flyvetur.

Prognose klokken 18.
Prognose klokken 18. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

I aftentimerne vil vindstødene blive færre og mindre kraftige, men ved Vestkysten kan der stadig optræde stormstød.

Samlet mængde regn tirsdag frem til klokken 22.
Samlet mængde regn tirsdag frem til klokken 22. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Ovenstående nedbørskort viser, at der kommer byger i hele landet, men at Nordjylland til dels skånes af de norske fjelde. På Bornholm kan der også optræde hidsige byger med kraftige vindstød som følge.