Vores jord

Kistefabrik planter et nyt træ for hver kiste

For fem år siden besluttede den danske kistevirksomhed Tommerup Heilskov, at det skulle være slut med at bruge træ uden at få plantet noget nyt.

Når virksomheder ønsker at udligne en del af den CO2, som kommer af deres produktion, kan de købe træer i de danske folkeskove.

En af de virksomheder, der har valgt at gøre det, er kistefabrikanten Tommerup Heilskov. De har valgt en politik, der hedder, at de får plantet et træ for hver kiste, der forlader fabrikken – plus det løse. Siden da har virksomheden plantet mere end 90.000 træer.

- Når man har siddet i 25 år og set lastbilerne bakke til med 20 tons træ om ugen, så kan man ikke lade være med at spekulere på, om der også er nogen, der sørger for at få plantet nogle træer igen, siger virksomhedens direktør Ulrich Hein Boe Nielsen.

Reglen om et træ for en kiste blev indført for fem år siden. Forholdet blev en til en, selvom der kan laves mange kister for hvert træ.

- Overfor forbrugerne, der jo er familier, der står med et dødsfald, er det svært at forklare, at vi planter 0,3 træ per kiste, vi sælger. Forholdet en til en er næsten den eneste måde at gøre det på, forklarer direktøren.

Håber på dem med de helt store overarme

Det koster 20 kroner per træ, der plantes, og virksomheden bruger omkring en halv million kroner om året på træplantning. Direktøren håber, at det kan inspirere nogle af Danmarks andre virksomheder til at følge trop.

- Jeg håber, at vi med vores eksempel kan provokere nogle af de store, dem med de store overarme, til at plante træer. De kan sagtens plante ligeså mange træer som os, eller måske endda endnu flere.

Folkeskov er fredskov

Træerne plantes i såkaldte folkeskove. Tommerup Heilskov har blandt andet plantet træer i Folkeskoven Elmelund på Fyn, Folkeskoven Fløng på Sjælland, Folkeskoven Byager ved Aarhus og Folkeskovene Høgshøj, Hornbæk og Oust Mølle ved Randers. Derudover har virksomheden fået plantet 8888 træer i Ghana.

Folkeskovene tager sig af træerne og sørger for eksempel for at erstatte træer, der ikke overlever de første tre år med nye. Hver hektar ny skov binder omkring 10 tons CO2 om året. De nye skove bliver fredskov og er dermed sikret ud i fremtiden.

Tommerup Heilskov planter træerne gennem Growing Threes Network, der er en del af den landsdækkende klimaindsamling Danmark Planter træer, som du kan følge her på TV 2 på lørdag klokken 19.30.