Vejr

Enorme mængder regn giver oversvømmelser i Spanien

På under et døgn er der faldet næsten 300 millimeter regn i de hårdest ramte områder.

Selvom vi herhjemme synes, at vi har fået lige lovlig meget regn de seneste par dage, så er det 'vand' i forhold til de regnmængder, der er kommet i dele af Spanien de sidste to døgn.

Her er et udbredt uvejrsområde med talrige, meget kraftige tordenbyger trukket ind over De Baleariske Øer og Valencia-provinsen fra øst.

Selvom det ikke har regnet uafbrudt, så er den ene kraftige uvejrslinje afløst af den næste, og derfor er der i løbet af få timer faldet enorme mængder regn.

I første omgang ramte de voldsomme tordenbyger Menorca, hvor der onsdag faldt hele 179 millimeter regn på ét døgn. Det er omkring to en halv gange den mængde regn, der falder i Danmark i løbet af en hel september.

Flere linjer med særdeles kraftige regn- og tordenbyger har bevæget sig ind over Valencia fra øst.

De voldsomme nedbørsmængder har medført massive oversvømmelser flere steder på den østlige del af Menorca, hvor gaderne flere steder blev omdannet til floder.

Næsten 300 liter vand per kvadratmeter i Valencia

Området med kraftige regn- og tordenbyger har bevæget sig yderligere mod øst det seneste halve døgn, og i forbindelse med mødet med den kuperede østspanske kyst er der faldet endnu større mængder regn.

Allermest er der faldet i Ontinyent i Valencia, hvor der indtil videre - inden for ét døgn - er faldet intet mindre end 277,6 millimeter regn.

Det er helt enorme mængder regn, og det svarer til 39 procent af al den regn, vi i Danmark får i løbet af et helt år.

De ekstreme mængder regn er blevet forstærkede, når den fugtige luft og de kraftige byger har fået et ekstra løft opad af terrænnet. Derfor 'vrides' nedbøren meget effektivt ud af skyerne, hvorfor der falder endnu mere regn, end hvis der ikke var bjerge.

Oversvømmelserne er derudover blevet forstærkede af kløfter og slugter, hvor regnen har samlet sig i floder, der er løbet over deres bredder. Det får også vandet til at accelerere ned ad bjergskråningerne, hvor det kan rive nærmest alt med sig på sin vej.

Enorme oversvømmelser i Ontinyent, hvor der er faldet 277,6 millimeter regn.

Lavtryk er skyld i de voldsomme uvejr - der også har budt på tornadoer

De ekstreme regnmængder er udløst af et lavtryk, der netop nu befinder sig over det vestlige Middelhav. Lavtrykket er dannet i forbindelse med, at kold luft har bevæget sig ud over det varme Middelhav. Når temperaturforskellen mellem 'top' og 'bund' i atmosfæren vokser, så kan luft let stige til vejrs og danne skyer, nedbør og uvejr.

Ødelæggelser i Denia, Alicante, efter en tornado ramte byen.

De ekstremt kraftige tordenbyger har også været ledsaget af tornadoer - hvoraf der er meldt om mindst én i Alicante.

Mere regn på vej

Selvom uvejret formentlig er kulmineret, så er det dog langt fra slut med store nedbørsmængder.

Det næste døgn vil der fortsat kunne falde meget store mængder regn - efterhånden lidt længere mod syd. Prognosemodeller antyder netop nu, at der kan falde yderligere 150 til 200 millimeter regn i løbet af det kommende døgn, navnlig i området omkring Murcia.

Samlede nedbørsmængder fra torsdag og frem til fredag klokken 14.