Resterne af orkanen Dorian trækker hen over Danmark

Når du føler vinden bide i kinderne i løbet af onsdagen er det faktisk resterne af den dødbringende orkan Dorian.

Orkanen Dorian har trukket et spor af død og ødelæggelse efter sig på sin vej hen over Caribien og USA, og onsdag kommer resterne af Dorian til Danmark.

Følg vejret her - TV 2 Vejrets nedbørsradar

På TV 2 Vejrets radar kan du hele tiden følge den aktuelle nedbør i Danmark. Radaren viser de seneste timers nedbør og giver et unikt overblik over vejrets vej hen over Danmark. 

Se hvor langt regnen er nået hen over dig

Der er dog ingen grund til at sømme træplader hen over vinduerne. Uvejret har raset ud og passerer Danmark som en almindelig koldfront.

- Det vil føles som meget almindeligt efterårsvejr, men da vi ikke har haft så meget af det endnu, vil det nok få mange til at tænke, 'nu er det efterår', siger meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

Dorian er kommet op i Vestenvindsbæltet, og den er skiftet fra at være et tropisk til et almindeligt vejrsystem.

Nu bevæger den sig hen over Atlanterhavet og vil løbet af det kommende døgn gå ind over Danmark.

I forbindelse med fronten fra eks-Dorian vil der komme vindstød på op til 20 meter i sekundet svarende til 72 kilometer i timen fra sydvest. Det er der, hvor der begynder at komme skumsprøjt på havet.

Da Dorian slog allerhårdest ved Abaco og Grand Bahama var det med vindstød på op til 100 meter i sekundet svarende til 360 kilometer i timen. Altså en fem gange så høj vindhastighed som i Danmark i morgen. Men da energien i vind vokser eksponentielt med hastigheden, blev de ramt 25 gange så hårdt af Dorian på Bahamas, som vi bliver.

Efter resterne af Dorian kommer vi et par dage senere til at hilse på resterne af endnu et tropisk uvejr, den tropiske storm Gabrielle.

- Vi har ikke hørt om, fordi den blev dannet ude over havet uden at forårsage skader i land, men den er også på vej i Vestenvindsbæltet over Atlanterhavet og kommer til Danmark som en tynd kop te i løbet af fredagen, siger Jens Ringgård Christiansen.

Dorian vil onsdag aften have passeret Danmark, mens Gabrielle bevæger sig ind fra Atlanterhavet.
Dorian vil onsdag aften have passeret Danmark, mens Gabrielle bevæger sig ind fra Atlanterhavet. Foto: TV 2

Med lavtrykket fra den tidligere tropiske orkan kommer der også en del regn. Det kommer særligt til at kunne mærkes på Vestkysten.

På Vestkysten kan vi komme op på tocifrede nedbørsmængder i millimeter.
På Vestkysten kan vi komme op på tocifrede nedbørsmængder i millimeter. Foto: TV 2

Resterne af Gabrielle vil give regn i det meste af landet bortset fra Nordjylland.

Den samlede mængde regn efter lavtrykket fra den tidligere tropiske storm Gabrielle.
Den samlede mængde regn efter lavtrykket fra den tidligere tropiske storm Gabrielle. Foto: TV 2