TV 2 Vejret planter klimaskov

16x9
Et lille træ, men det består af kulstof. Og når det vokser optager det kulstof - altså C'et - fra CO2. Ilten - altså O2'en - smutter tilbage ud i luften, hvor den hjælper dig med at trække vejret. Foto: TV 2

1000 kvadratmeter klimaskov skal fremover stå og optage CO2 og udligne udstødningen fra TV 2 Vejrets vejrbil.

Lørdag er der den store Danmark planter træer-indsamling, hvor der samles ind til at plante flere træer af hensyn til klimaet. Og TV 2 Vejret er også med. TV 2 Vejret har fået plantet i alt 500 træer, der skal vokse til 1000 kvadratmeter klimaskov.

- Det gør vi simpelthen, fordi det er godt for klimaet, men også for at gøre vores CO2-aftryk mindre, siger TV 2 Vejrets redaktionschef Peter Tanev.

Træerne er plantet i regi af Danmark planter træer, men beslutningen blev taget, da TV 2 Vejret skulle have en ny vejrbil.

- Vi lavede en beregning af, hvor meget CO2 Vejrbilen ville slippe ud hen over de kommende to år, og så købte vi et tilsvarende antal træer samt 200 ekstra for at være på den sikre side, fortæller Peter Tanev:

- Vejrbilen koster en del på CO2-kontoen, og så syntes vi, at det kunne være en god ide i et eller andet omfang at få gjort den CO2-neutral.

Afstemning

Skoven er stor nok til at optage lige så meget CO2, som vejrbilen udleder hen over de kommende to år. Dernæst vil den stå og optage CO2 over de kommende år.

Vejrbilen er i princippet et rullende friluftstudie, og det skal kunne trække en masse strøm til lys, skærm og andet udstyr, der er nødvendige for at kunne producere tv i langt fra den nærmeste stikkontakt.

- Vi har selvfølgelig undersøgt mulighederne for at få vejrbilen som el- eller hybridbil, men med de nuværende muligheder vil det ikke kunne dække vores behov, forklare Peter Tanev.

Træerne koster 20 kroner stykket, og dermed har TV Vejret investeret 10.000 kroner i klimaudligningen.

Danmark planter træer kan følges på lørdag på TV 2 fra klokken 19.30.

Det ligner ikke en skov, men en mark. Men kom tilbage om 70 år. Så er der tykke stammer sprængfyldt af kulstof så langt øjnene rækker.
Det ligner ikke en skov, men en mark. Men kom tilbage om 70 år. Så er der tykke stammer sprængfyldt af kulstof så langt øjnene rækker. Foto: TV 2