Dorian har været ekstrem - her er rekorderne

16x9
Dorian er den kraftigste orkan, der nogensinde har ramt Bahamas - og samtidigt den orkan, der har bevæget sig langsomst. Foto: Marco Bello / Ritzau Scanpix

Dorian har slået flere rekorder, da den kulminerede som en kraftig kategori-5-orkan.

En ellers usædvanligt rolig orkansæson i Atlanterhavet blev på kort tid forvandlet til en orkansæson, man især vil huske for den usædvanligt kraftige orkan, Dorian.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

For folk på Bahamas blev mødet med Dorian mange steder skæbnesvangert, og nu står det lysende klart, at Dorian skriver sig ind i de meteorologiske historiebøger på flere fronter.

Det var dog ikke tydeligt, da Dorian 24. august blev dannet over Atlanterhavet med kurs mod vestnordvest - i retning mod De Små Antiller. Efter at have passeret dem fortsatte Dorian sin kurs mod nordvest forbi Barbados, St. Lucia og St. Thomas, som den passerede forbi som en kategori 1-orkan 28. august.

I dagene herefter bevægede Dorian sig videre over varmt åbent hav, hvor den for alvor samlede styrke. I perioden fra 29. august til 1. september intensiveredes Dorian så hurtigt, at den nåede det højeste niveau på orkanskalaen 1. september, der går fra én til fem. Allerede tidligt om morgenen blev der målt vindstød på 91 meter per sekund, men Dorian var ikke færdig med at udvikle sig.

Orkanen Dorian set fra satellit mandag 2. september klokken 17.30.
Orkanen Dorian set fra satellit mandag 2. september klokken 17.30. Foto: CIRA/RAMMB / NOAA

Først senere på dagen ramte Dorian - som en uhyre kraftig kategori 5-orkan - Great Abasco Island på det nordvestlige Bahamas med en styrke, der aldrig er registreret før på Bahamas. På det tidspunkt blæste det med middelvinde på 82 meter per sekund, mens vindstødene nåede ubegribelige 100 meter per sekund - eller hvad der svarer til 360 kilometer i timen.

Kun én orkan i Atlanterhavet har været ligeså kraftig, da den ramte land

Det skæbnesvangre møde med Bahamas bliver ikke mindre ekstremt af at sætte det i historisk orkan-perspektiv. Så høje vindhastigheder ved møde med landjorden er kun én gang tidligere blevet observeret i forbindelse med en orkan i Atlanterhavet. Det skete i forbindelse med den 'berømte' Labor Day-orkan, som ramte Florida Keys med samme vindhastigheder 2. september 1935.

Med andre ord var Dorian kraftigere end andre berygtede kategori 5-orkaner, der har ramt land - herunder blandt andet Irma og Maria i 2017 samt Andrew, der ramte Bahamas og Florida i 1992.

De ekstreme vindhastigheder på 82 meter per sekund gør desuden Dorian til den næstmest voldsomme orkan, der nogensinde er registreret ude over åbent hav i Caribien og Atlanterhavet.

I 1980 blæste det med 85 meter per sekund rundt om orkanen Allen, mens den nær den mexicanske Yucatan-halvø lå ude over Det Caribiske Hav. Allen havde dog mistet noget af sin styrke, da den senere ramte land.

Aldrig før har kraftig en orkan bevæget sig så langsomt

Dorian udviklede ikke bare en af de kraftigste orkaner, der nogensinde er registreret, men den bevægede sig også helt usædvanligt langsomt. Det gjorde ødelæggelserne på Abasco Island og Grand Bahama endnu mere omfattende, end hvis orkanen hurtigt var drevet over. En opgørelse over kraftige orkaner med den laveste bevægelseshastighed afslører, at Dorian placerer sig på en førsteplads.

Målt over en 24 timers periode var Dorians gennemsnitshastighed helt nede på to kilometer i timen - noget, der aldrig før er observeret i en såkaldt major hurricane, som er tropiske orkaner med mindst kategori 3 styrke.

Først efter Dorian havde huseret over Bahamas i mere end et døgn, bevægede den sig videre mod nord og accelererede.

Fire år i træk med kategori 5-orkaner

Dorian kommer derudover også indirekte til at medvirke til endnu en dyster rekord. Det er nemlig nu fjerde år i træk, at der registreres en kategori 5-orkan i Atlanterhavet - og Dorian er den femte siden 2016. Fire år i træk med kategori 5-orkaner er ikke før registreret i Atlanterhavet.

I 2016 blev Matthew en kategori 5-orkan, mens både Irma og Maria nåede den styrke i 2017. Sidste år udviklede orkanen Michael sig til en, inden Dorian i år også opnåede samme tvivlsomme ære.

Det er under ét år siden, at der sidst var en kategori 5-orkan - og det var Michael. Med Dorian i år er det nu fjerde år i træk, at der dannes en eller flere kategori 5-orkaner i Atlanterhavet og den Mexicanske Golf.
Det er under ét år siden, at der sidst var en kategori 5-orkan - og det var Michael. Med Dorian i år er det nu fjerde år i træk, at der dannes en eller flere kategori 5-orkaner i Atlanterhavet og den Mexicanske Golf. Foto: Lizabeth Menzies / Ritzau Scanpix

Den tidligere rekord var tre år i træk med kategori 5-orkaner - i perioden fra 2003 til 2005. Til gengæld nåede hele otte orkaner den styrke over de tre år - heraf fire alene i 2005, som på alle måder blev en rekordsæson, hvad angår tropiske orkaner.

Dorian har samlet set indeholdt mere energi end 14 tidligere orkansæsoner

Går man endnu mere i detaljerne og ser på kombinationen af vindhastighed og varighed af en orkan, så er Dorian godt på vej op ad listen af de tropiske orkaner, der har indeholdt mest energi.

Tallet, der er kendt som ACE (Accumulated Cyclone Energy), er for Dorians vedkommende nu på 46,5. Det siger måske ikke umiddelbart så meget, men siden 1966, hvor satelitterne kom i brug, er det i gennemsnit kun tre procent af tropiske orkaner i Atlanterhavet, der når en ACE-værdi på over 40.

Dorians ACE-værdi er tilmed også så høj, at den overgår 14 tidligere orkansæsoners ACE-værdi. En af disse sæsoner var i 1997, hvor den samlede ACE-værdi for hele orkansæsonen 'kun' blev 40,9.

Store områder på Bahamas er på det nærmeste blevet udslettet efter mødet med Dorian.
Store områder på Bahamas er på det nærmeste blevet udslettet efter mødet med Dorian. Foto: Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Der er dog fortsat vej til den tropiske Atlanterhavsorkan, der har haft den samlede største energimængde. Rekorden tilhører orkanen Ivan i 2004, der i løbet af sit 23 dage lange liv nåede en samlede ACE-værdi på 70,4.

Dorian er fortsat en kategori 1-orkan

Lørdag ved middagstid (dansk tid) er Dorian fortsat en orkan med middelvinde på 39 meter per sekund, imens vindstødene når 46 meter per sekund. I løbet af det næste døgn vil Dorian ramme både Nova Scotia og Newfoundland i Canada som den kraftigste på de kanter siden Igor i 2010. I næste uge vil Dorian bevæge sig ind i Norskehavet og ende sine dage over det nordlige Skandinavien.