To tyfoner kan ramme Sydkorea og Japan i weekenden

16x9
Netop nu huserer to tyfoner i den vestlige del af Stillehavet. I det Østkinesiske hav befinder tyfonen Lingling sig og bevæger sig mod nord. Længere mod øst befinder tyfonen Faxai sig over det åbne Stillehav. Foto: Windy.com

Det er ikke kun i Atlanterhavet, at sæsonen for tropiske uvejr er i gang. I Stillehavet truer to tyfoner med at ramme den koreanske halvø og Japan.

Sensommeren og efteråret er højsæson for tropiske orkaner og tyfoner, og perioden netop nu er ingen undtagelse.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Mens Dorian befinder sig langs den amerikanske østkyst, og orkanen Juliette befinder sig i den nordøstlige del af Stillehavet, er to tyfoner på kollisionskurs med øer i den vestlige del af Stillehavet.

Lingling rammer den koreanske halvø

Den mest alvorlige af dem er tyfonen Lingling, som fredag formiddag dansk tid befinder sig over det Østkinesiske hav mellem Japan og Kina. Lingling er en kategori-3-tyfon med middelvinde omkring sit øje på 57 meter per sekund, mens vindstødene når hele 69 meter per sekund.

Tyfonen Lingling ventes at ramme grænsen mellem Nord- og Sydkorea lørdag morgen dansk tid.
Tyfonen Lingling ventes at ramme grænsen mellem Nord- og Sydkorea lørdag morgen dansk tid. Foto: TV 2 VEJRET

Lingling bevæger sig stik nord og ventes allerede lørdag formiddag dansk tid (aften lokal tid) at bevæge sig op langs vestkysten på den koreanske halvø.

Her vil den ramme land nær grænsen mellem Nord- og Sydkorea med middelvinde, der ventes at nå 41 meter per sekund og vindstød på 51 meter per sekund. Det er nogenlunde på niveau med den højeste vindhastighed, der er målt herhjemme i Danmark.

I forbindelse med orkanen Allan 28. oktober 2013 blev der målt en middelvind på 39,5 meter per sekund, mens vindstødene nåede 53,5 meter per sekund.

Udover kraftig vind forventes Lingling også at bringe mellem 150 og 300 millimeter regn med sig, når den rammer den koreanske halvø. Udsigten til mødet med den farlige tyfon har fået de sydkoreanske myndigheder til at aflyse adskillige fly, ligesom der er lukket for adgang til en af landets største naturparker.

Torsdag passerede Lingling forbi de japanske Ryukyu-øer, hvor der blev målt vindstød på 46,7 meter per sekund i Miyako-lufthavnen.

Tyfonen Faxai kan søndag morgen ramme den vestlige del af Japan nær hovedstaden Tokyo.
Tyfonen Faxai kan søndag morgen ramme den vestlige del af Japan nær hovedstaden Tokyo. Foto: TV 2 VEJRET

Faxai truer Tokyo

Som om én asiatisk tyfon ikke var nok, er en tropisk storm med navnet Faxai ved at samle styrke længere ude over Stillehavet. I løbet af det næste halvandet døgn forventes tyfonen at udvikle sig til en kraftig kategori-1-tyfon med middelvinde på cirka 40 meter per sekund og vindstød på 50 meter per sekund.

Det er disse vindhastigheder, som prognoserne netop nu truer med at lade ramme den østlige del af Japan i løbet af søndag dansk tid. Faxai kan risikere at gå i land nær den japanske hovedstad, Tokyo, med kraftig vind og store nedbørsmængder, der kan nå op mod 250 millimeter.

Efter mødet med den japanske kyst ventes Faxai at bevæge sig mod nordøst ud over åbent hav igen.