Vejr

Skybrud og torden kan ramme dele af Danmark

Der er risiko for skybrud i dele af Danmark fredag.

Visse steder kan der falde over 25 millimeter regn.

Det ustadige septembervejr fortsætter ufortrødent fredag - og i dagens løb er der endda risiko for lokale skybrud i dele af Danmark.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. 

Se vores nedbørsradar her

Ustabil luft blæser ind over Danmark fra vest, og i den forbindelse dannes der talrige byger, som allerede fra morgenstunden huserer over den vestlige del af landet. Fredag formiddag kan en del af bygerne blive ganske kraftige og være med torden.

Bygerne bevæger sig dog relativt hurtigt, så derfor er risikoen for skybrud ikke stor nok til et egentligt varsel. I den østlige del af landet er fredag derimod startet ganske pænt med masser af solskin og færre skyer på himlen.

Fredag aften vil der være kraftige byger - især i den sydvestlige del af landet. Nogle af dem kan give skybrud.

Skybrud kan ramme den sydvestlige del af Jylland

I fredagens løb bevæger flere områder med kraftige byger sig op over den sydvestlige del af landet fra Nordsøen - og disse byger kan blive endnu kraftigere end dem, vi oplever først på dagen.

Navnlig i aftentimerne kan flere af bygerne blive så intense, at der er en forøget risiko for, at de kan være med skybrud. Derfor har vi på TV 2 Vejret udsendt varsel om skybrud med torden for den sydlige del af Jylland. Varslet gælder fra klokken 20 og indtil lørdag morgen klokken 4.

I et randområde omkring det egentlige varselsområde er der udsendt et såkaldt risikovarsel - her er risikoen for skybrud mindre, men dog til stede.

Varsel for skybrud udsendt af TV 2 Vejret fredag morgen.

Man taler om skybrud, hvis der falder over 15 millimeter regn på en halv time. Så høj en nedbørsintensitet kan give anledning til oversvømmelser i viadukter, kældre og andre lavtliggende områder.

I resten af landet kan der hele aftenen og natten også komme kraftige byger - stedvis med torden - men her er risikoen for skybrud væsentligt mindre.

Mere end 25 millimeter regn

Udover at nedbøren kan falde på kort tid, kan der også komme meget af den.

Fra fredag til lørdag formiddag kan der i store dele af landet falde mellem 10 og 20 millimeter. Igen er det i den sydlige del af Jylland, at man lægger sig i den våde førertrøje - her kan der falde mellem 25 og 30 millimeter i løbet af det kommende døgn.

Lørdag og søndag fortsætter det ustadige vejr, men efterhånden med lidt færre byger og plads til lidt solskin.

Samlede nedbørsmængder frem til lørdag morgen.