Resterne af tropisk orkan kan ramme Danmark

Den tropiske orkan Dorian kan ende sine dage over Danmark, men giver os højst kuling og lidt regn.

Tirsdag raser den tropiske orkan Dorian på andet døgn over Bahamas, men i løbet af næste uge kan den ende med at ramme Danmark, viser en prognose.

Meget tyder på, at Dorian - efter at have bevæget sig hen over Atlanterhavet sidst i næste uge - vil gå i opløsning netop over Danmark.

Vi skal dog ikke frygte hverken enorme mængder regn eller vindstød af orkanstyrke.

Sådan ventes Dorian at bevæge sig indtil sidst i næste uge.
Sådan ventes Dorian at bevæge sig indtil sidst i næste uge. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Bevæger sig først op langs USA's østkyst

Efter at have ligget stille over Bahamas vil orkanen Dorian de kommende døgn strejfe flere stater i det sydøstlige USA, mens den som en tropisk orkan bevæger sig mod nord.

I løbet af weekenden vil den stadig have tropisk karakter, når den nærmer sig de canadiske øer Nova Scotia og Newfoundland.

Herefter vil den ved mødet med både koldere havvand og køligere polarluft forvandle sig til et almindeligt lavtryk, som vi kender det på vores breddegrader.

Som et relativt kraftigt lavtryk tager den fra det nordøstlige Canada en bane syd om Island og frem mod De Britiske Øer ifølge de seneste prognoser.

Prognose: Onsdag 11. september vil Dorian være et kraftigt lavtryk nær De Britiske Øer.
Prognose: Onsdag 11. september vil Dorian være et kraftigt lavtryk nær De Britiske Øer. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Her kan resterne af Dorian give både blæsende og regnfuldt vejr.

Kan ende sine dage over Danmark

Prognoser ti døgn frem i tiden er usikre, men fra midt i næste uge kan Dorian sende regn og kuling ind gennem Nordsøen og videre til Danmark.

På sin vej videre mod øst vil Dorian ifølge prognosen blive svækket i Nordsøen, hvor resterne af den tropiske storm går i stå og i opløsning.

Torsdag eller fredag i næste uge giver enkelte regnbyger, mens den ender sine dage over Danmark.

Prognose: Natten til fredag 13. september ventes resterne af Dorian at nå Danmark.
Prognose: Natten til fredag 13. september ventes resterne af Dorian at nå Danmark. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Tropiske orkaner kan forvandles til almindelige lavtryk

Det er langtfra en sjældenhed at møde gamle tropiske storme og orkaner på vores breddegrader.

Årligt ses tropiske storme dannet i over 27 grader i den tropiske del af Atlanterhavet bevæge sig langt mod nord og med vestenvindsbæltet blive ført hele vejen til Europa.

Her mister de tropiske storme og orkaner deres oprindelige tropiske egenskaber og forvandles til almindelige lavtryk.

Det kraftige lavtryk fra den tidligere tropiske orkan kan dog få ny næring af store temperaturforskelle på de nordlige breddegrader, og netop dét kan gøre, at de kan nærme sig Europa og Danmark som kraftige lavtryk, der i nogle tilfælde kan bringe stormvejr med sig.

Nogle gange kan disse forvandlinger ende med endnu voldsommere storme og orkaner. Det mest voldsomme eksempel er den tropiske orkan Sandy, som i september 2012 ramte det nordøstlige USA - blandt andet New York - som en kraftig ikke-tropisk orkan.

Da Sandy nåede langt mod nord, fik den ny 'næring' og blev den geografisk største storm, som nogensinde er registreret i Nordatlanten.