Vejr

Voldsomt tordenvejr gav 20.000 lyn og sendte voldsomme byger ned over landet

I forbindelse med bygerne blev der registreret skybrud og vindstød nær stormstyrke.

Sommeren stemplede ud i går med bulder og brag.

Alle steder i landet kunne man se lyn, da sommervarmen blev blæst væk. Det var i den centrale og østlige del af landet, der var mest gang i lysshowet. Fra klokken 21 lørdag aften og frem til søndag morgen er der registreret cirka 20.000 lyn over og omkring Danmark.

Lyn over Amager natten mellem 31. august og 1. september

Ved Greve Strand blev der målt skybrud, da der lørdag aften faldt 17,8 millimeter regn på 25 minutter. Det blev registreret lidt efter klokken 21 på Mosede Renseanlæg. Skybrud kræver minimum 15 millimeter på en halv time og giver ofte oversvømmelser.

Hagl ved Blovstrød natten til 1. september.

Vindstød af stormende kuling

I forbindelse med tordenbygerne er der mange steder i landet også registreret kraftige vindstød. Især omkring Storebælt og nær Øresund. I København blev der målt 23,7 meter per sekund, hvilket er tæt på stormstød, som kræver 24,5 meter per sekund.

Regn og torden natten mellem 31. august og 1. september.

Her kan du se, hvor det regner netop nu. Nattens kraftige tordenbyger blev dannet i den varme luft lige foran en koldfront.

Første tropenat i september siden 1997

Kalenderens sidste sommerdag blev også en meteorologisk sommerdag, som kræver en målestation over 25 grader. Det blev der målt mange steder i landet, og Abed på Lolland fik lørdagens højeste temperatur med 29,0 grader. Det var sommerdag nummer 35 i år, og måske kommer nummer 36 i dag. Det er kun på Bornholm, temperaturen i dag kan nå op over 25 grader.

En tropenat kræver, at temperaturen holder sig over 20 grader. Det gjorde den flere steder både nær København og på Bornholm. Hammer Odde på Nordbornholm målte 21,5 grader som laveste temperatur, hvilket er usædvanligt varmt.

De varmeste tropenætter

  • 23,0° på Christiansø (26/8-1997)
  • 22,9° i Rønne (1/8-2018)*
  • 22,9° ved Kegnæs (8/8-2018)
  • 22,8° i Bovbjerg (10/8-1975)
  • 22,8° i København (29/7-1994)
  • 22,8° på Christiansø (31/7-1994)
  • 22,7° på Anholt, Kegnæs og Røsnæs (31/7-2018)
  • 22,6° i Assens (3/8-2013)
  • 22,4° ved Hammer Odde (21/6-1917)
  • 22,4° på Møn (28/7-1994)
  • 22,4° på Langø (1/8-1994)
  • 22,4° ved Kegnæs (28/7-2006)
  • 22,3° på Langø (26/7-2018)

En tropenat er en nat, hvor temperaturen natten igennem forbliver over 20,0°.

* Et tropedøgn er det døgn, hvor temperaturen fra midnat til midnat forbliver over 20,0°.

Det er i øvrigt første gang i 22 år, vi har haft en tropenat i september.