Vejr

Københavnerne har aldrig haft det så varmt så sent på året

Der er hedebølge i København, og tirsdag blev den varmeste dag målt i byen nogensinde.

31,1 grader er den højeste temperatur målt i hovedstaden så sent på året nogensinde.

Så varmt er det lige nu

Her kan du løbende se de seneste målinger af temperaturen. Klik her og se hvor varmt det er netop hos dig. 

Mandag var temperaturen i København høj nok til, at det levede op til definitionen på en hedebølge, og tirsdag blev der sat yderligere trumf på.

Målestationen viste sidst på dagen 31,1 grader, og dermed er det den højeste temperatur målt i hovedstaden så sent på året nogensinde.

- Der er i de 251 år, der er lavet systematiske målinger af temperaturen i København, ikke engang målt 30 grader 27. august eller senere, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

- Godt oppe i hedebølgeskalaen

Selv på landsplan er det usædvanligt varmt for årstiden, og vi skal 55 år tilbage i tiden for at finde en tilsvarende høj temperatur så sent. Det skete i 1964 på Falster.

Dagens temperatur trækker også op i de foregående dages hedebølge. Kravene til en hedebølge er tre dage i træk, hvor gennemsnittet af de højeste temperaturer kommer op over 28 grader. Da det skete i København i går, var gennemsnittet 28,2 grader.

Med dagens rekordtemperatur kommer gennemsnittet for de tre foregående dages højeste temperaturer helt på 29,7 grader.

- Gennemsnittet er steget med halvanden grad, og nu er vi altså godt oppe i hedebølgeskalaen, lyder det fra Sebastian Pelt.

Med 31,1 grader lever dagen også op til definitionen på en dansk tropedag. Det kræver at temperaturen kommer over de 30 grader.

Den kommende nat bliver også varm, og ifølge prognosen kan vi få endnu en tropenat. Mange steder i den østlige og sydlige del af landet får vi temperaturer omkring 20 grader ved solopgang onsdag morgen. Det regnes for en tropenat, når temperaturen ikke kommer under 20 grader i løbet af natten.