Ny varmerekord i hovedstaden - hedebølge historisk sent på året
Aldrig før er der målt hedebølge i København så sent på året.
Selvom nogle havde spået, at sommeren var forbi, har varmen for alvor slået et svirp med halen.
I København blev der mandag målt 29,6 grader, og dermed blev endnu en vejrrekord slået.
Aldrig før er der målt hedebølge i København så sent på året.
- Det er historisk varmt. Så varmt har det ikke været før på denne tid af året i de 251 år, temperaturen er blevet systematisk målt i København, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret, Sebastian Pelt.
Tre dage over 28 grader
Den meteorologiske definition på en hedebølge er tre dage i træk, hvor gennemsnittet af de højeste temperaturer er over 28 grader. Det kriterium blev opfyldt, da temperaturen i dag trak gennemsnittet for de tre dage op 28,2.
- Vi har haft masser af hedebølger gennem årene, men de er altid faldet tidligere, siger Sebastian Pelt.
De 29,6 grader i dag var ikke i sig selv en rekord, men dog også værd at notere. Det var den tredjevarmeste dag så sent på året i København i det godt kvarte årtusinde, meteorologerne har data for.
Også i morgen holder Sebastian Pelt øjnene tæt på de små streger på termometret.
- Hvis vi kommer op over 29,8 grader i morgen, bliver det den varmeste dag så sent på året i Københavns historie. Ingen Københavnere har oplevet, det blive så varmt så sent før, slutter Sebastian Pelt.
De kommende dage fortsætter det varme sommervejr, men der kommer flere skyer. Tirsdag vil der særligt i de sydlige egne komme flere og tungere skyer med risiko for enkelte byger. Selvom bygerne ser ud til at blive få, kan de være ret kraftige. Fra onsdag bliver vejret mere ustadigt, men varmen holder ved.