Ø i USA har mistet 98 procent af sin landmasse

Den amerikanske stat gør nu klar til at flytte de knap 60 indbyggere, der er tilbage på den lille ø Isle de Jean Charles.

En lille ø i Louisiana i USA har i næsten 200 år dannet grundlag for et lille lokalsamfund. Indbyggerne har jaget, fisket og dyrket jorden på Isle de Jean Charles gennem generationer.

Men fremtiden ser sort ud.

Øen har mistet 98 procent af sin landmasse i forhold til 1955, og den amerikanske stat har indledt en flytning af øens befolkning til et højerebeliggende område. Det skriver CBS.

- Det er ikke muligt for os at sige, præcis hvornår øen bliver ubeboelig, siger lederen af regeringens flytningsprogram, Pat Forbes, til CBS og fortsætter:

- Ingen har lyst til at forlade øen, men de fleste har erkendt, at de ikke kan blive boende her for evigt.

Derfor er øen ved at forsvinde

Isle de Jean Charles er ved at blive ødelagt af indtrængende saltvand fra Den Mexicanske Golf, og øens naturlige barrierer mod havet er ved at være nedbrudte, hvilket gør den endnu mere sårbar over for stormflod.

- Øen er ved at synke i havet, og menneskeskabte forandringer af floderne har gjort, at der ikke strømmer nyt jord og sand ind, forklarer TV 2s meteorolog Sebastian Pelt.

- Derfor kan en storm og de efterfølgende oversvømmelser tvinge befolkningen til at flygte, siger han.

Øen er hjem for indianerstammen Biloxi-Chitimacha-Choctaw.

Beboelsen startede for små 200 år siden, da en franskmand blev gjort arveløs af sin familie, efter at han giftede sig med en indianerkvinde. De to flyttede derfor til øen, som de opkaldte efter hendes far.

I starten af 1900-tallet boede der over 70 familier på øen. I dag er der kun omkring 30 familier tilbage på Isle de Jean Charles, og mange af dem frygter, at den næste stormflod kan tvinge dem bort fra øen for evigt.

Kun én vej til øen

Kun en enkelt vej forbinder Isle de Jean Charles med fastlandet, og den oversvømmes i tilfælde af kraftigt uvejr. Dermed kan beboerne vælge mellem at lade sig evakuere, når vejrudsigterne forudser dårligt vejr, eller stå uvejret igennem ude på øen.

Selv en relativt lille orkan som Barry, der ramte USA sidste måned, kan få fatale konsekvenser for øens knap 60 tilbageværende indbyggere. Nu har de valget mellem regeringens tilbud om en flytning eller en uvis fremtid på øen.

Rejefisker Steve Billiot, Chris Brene og Pat Forbes giver hver sin vinkel på situationen. Video: TV 2 Danmark

En af beboerne er Chris Brene. Som kørestolsbruger er han ekstra udsat, og han var en af dem, der måtte forlade øen under Barry. Han frygter, at hans barndoms-ø snart kun vil eksistere i hukommelsen.

- Det er så meget af min opvækst. Der er så meget af min identitet, der kommer fra, hvor jeg bor, siger han til CBS.

Selvom han ikke er glad for tanken, ved han godt, at han inden længe skal træffe et valg om, hvorvidt han skal blive på øen eller ej.

Stillehavsøer også ved at synke i havet

Også andre steder i verden er i fare for at synke i havet eller blive oversvømmet.

- Vanuatu og andre øer i Stillehavet oplever det samme, og her bidrager en øget vandstand samtidig til at gøre det værre, siger TV 2s meteorolog Sebastian Pelt.

Den øgede vandstand skyldes blandt andet, at iskapper ved Grønland og på Antarktis smelter til dels på grund af global opvarmning.

I Holland, hvor 59 procent af landets areal er i fare for at blive oversvømmet, taler man om flydende byer.