Usædvanlig skypumpe over Danmark - se video her

En helt lodret og bred skypumpe bevægede sig fra Ærø til Langeland på en halv time.

En meget flot skypumpe blev tirsdag morgen lidt efter klokken otte dannet over det sydfynske øhav lige ud for Ærøskøbing Havn. Steffen Jørgensen, som i fritiden er stormchaser, var udmærket klar over, det kunne ske. Derfor var han taget ud for at spotte skypumpen, og da den først var dannet, tog han kameraet frem.

Skypumpe ved Ærø
Skypumpe ved Ærø Foto: Seerfoto / Svend Gerthsen

- Jeg har set skypumper før, men aldrig en så stor en. Man kunne tydeligt se opdrift, og hvordan den voksede sig større og større, fortæller Steffen Jørgensen til TV 2.

Skypumper kan af og til ses i Danmark, særligt i sensommeren. De bedste vilkår for skypumper er, når vandet er lunt, og kold luft strømmer ind over Danmark i højden.

Det er præcis det, vi oplever i dag, og når vindforholdene er forholdsvis svage både ved overfladen og i højden, er ingredienserne til skypumper endnu bedre. De svage vinde er også årsagen til at skypumpen er helt lodret.

Skypumpe ved Ærø
Skypumpe ved Ærø Foto: Seerfoto / Steffen Jørgensen

Her kan du se, hvor der er byger netop nu.

- Normalt har skypumper et eller flere knæk, men den her var fuldstændig lodret. Meget smuk, beretter Steffen Jørgensen fra Ærø, mens han igen kigger ud på skyerne.

Skyerne ved Ærø lidt før klokken ti i dag. Vejrsituationen er gunstig for dannelse af skypumper.
Skyerne ved Ærø lidt før klokken ti i dag. Vejrsituationen er gunstig for dannelse af skypumper. Foto: Seerfoto / Steffen Jørgensen

Steffen Jørgensen er certificeret skywarn spotter, så han ved alt om, hvad man skal kigge efter, og hvordan vejrsituationen skal være for at finde skypumper. Det kom ham til gode i morges.

I fredags var vejret også til skypumper, selvom det blæste lidt mere i højden. Her kan du se video fra en flot skypumpe ved Hornbæk.

Skypumper ses i forbindelse med kraftig bygeaktivitet og er en slags lillebror til tornadoer. Skypumper optræder ofte fra skyer uden regn, mens tornadoer optræder samtidig med tordenbyger. Tornado er et spansk ord, der kan relateres til tordenbyge og dreje, som henholdsvis hedder tormenta og torneado.