Vejr

DMI annullerer varmerekord på indlandsisen

Der blev ikke sat ny varmerekord på Grønlands indlandsis 1. og 2. august.

Der blev alligevel ikke sat ny varmerekord på indlandsisen i sidste uge.

Resterne af den europæiske rekord-hedebølge blæste i slutningen af sidste uge mod Grønland, hvor usædvanligt varmt vejr prægede store dele af landet.

På toppen af Grønlands indlandsis i 3202 meters højde blev der 1. august i første omgang målt 2,7 grader. Allerede dét, var ny varmerekord, men helt ekstrem blev varmen 2. august, hvor DMI's vejrstation ved Summit registrerede hele 4,7 graders varme.

At det var ekstremt varmt for årstiden, hersker der ingen tvivl om, men efter en uges undersøgelse af de høje temperaturer, meldte Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) torsdag ud, at der alligevel ikke var tale om en ny varmerekord.

DMI's klimatologer har kvalitetskontrolleret målingerne på Summit og har ikke anerkendt de høje temperaturer som retvisende. Det skyldes, ifølge DMI, at der har været ventilationsproblemer med temperaturmåleren, så den ikke måler korrekt.

Dermed er varmerekorden ved DMI's vejrstation på Summit fortsat 2,2 grader, som blev målt både 13. juli 2012 og igen 28. juli 2017.

Afsmeltningen var meget stor

Selvom der - måske heldigvis - ikke blev sat ny varmerekord midt på indlandsisen, så var afsmeltningen fra overfladen af Grønlands indlandsis ekstrem i de dage, hvor varmen kulminerede.

Hele 11 milliarder tons is smeltede på én dag, og da varmen kulminerede, oplevede godt 60 procent af overfladen af Grønlands indlandsis smeltning.