Supertyfon har kurs mod Japan og Taiwan

16x9
Et varselsflag er hejst ved stranden i Suao i Taiwan 8. august 2019. Den kraftige tyfon Lekima har kurs mod Japan og Taiwan. Foto: Sam Yeh / Ritzau Scanpix

En meget kraftig tyfon med vindstødene på 82 meter per sekund er på vej mod japanske øer.

Selvom vi i Danmark er ramt af kraftige byger i disse dage, så er det intet at regne mod det ekstreme uvejr, som har kurs mod flere japanske øer og Taiwan.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Den meget voldsomme kategori-4 tyfon, Lekima, befinder sig torsdag middag (dansk tid) cirka 400 kilometer sydøst for de japanske Ryukyu-øer. Når tyfoner når kategori-4, så omtales de som 'supertyfoner'.

Netop nu blæser det med utrolige 67 meter per sekund om øjet på Lekima, mens vindstødene når 82 meter per sekund.

Supertyfonen Lekima nærmer sig de japanske Ryukyu-øer torsdag aften og natten til fredag lokal tid.
Supertyfonen Lekima nærmer sig de japanske Ryukyu-øer torsdag aften og natten til fredag lokal tid. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Til sammenligning er det højeste vindstød i Danmark 53,5 meter per sekund, hvilket blev målt under orkanen Allan, 28. oktober 2013.

Rammer japanske øer og Taiwan i løbet af det næste døgn

Lekima er dannet over meget varmt havvand, som har temperaturer nær 30 grader. Den store fordampning fra havet er energikilden til orkaner og tyfoner, og derfor kan de samle styrke så længe de befinder sig over varmt hav.

Hundredevis af både har søgt ly i havnen i Nanfangao i Yilan-distriktet i Taiwan. Den nordlige del af Taiwan bliver ramt af supertyfonen Lekima inden for det næste døgn.
Hundredevis af både har søgt ly i havnen i Nanfangao i Yilan-distriktet i Taiwan. Den nordlige del af Taiwan bliver ramt af supertyfonen Lekima inden for det næste døgn. Foto: Sam Yeh / Ritzau Scanpix

Derfor forventes det også, at Lekima fortsat vil være af samme styrke, når den natten til fredag (dansk tid) rammer den japanske øgruppe, Ryukyu.

Fredag formiddag dansk tid vil den nordlige del af Taiwan også blive ramt af Lekima, hvor middelvinden også kan nå orkanstyrke med endnu kraftigere vindstød.

Derudover kan der falde over 300 millimeter regn i forbindelse med passagen af Lekima. Til sammenligning er den gennemsnitlige nedbør i Danmark i løbet af et helt år 712 millimeter.

Den forventede kurs af Lekima de næste fem dage.
Den forventede kurs af Lekima de næste fem dage. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Kan ramme Kina i weekenden

Efter at Lekima rammer Taiwan fredag, så vil den fortsætte sin kurs mod nordvest. Selvom prognoserne fortsat er usikre, så er der stor risiko for, at tyfonen rammer den sydøstlige del af Kina lørdag og søndag.

Her vil Lekima dog være aftaget til en - fortsat meget kraftig - kategori-2 tyfon, med forventede middelvinde på 45 meter per sekund og vindstød på 55 meter per sekund. Derudover kan der fortsat falde meget store mængder regn, især i bjergrige områder.