Flere skypumper set over Danmark

Torsdag blev der set skypumper flere steder i Danmark.

For femte dag i træk blev vi torsdag ramt af skybrud. Denne gang var det i Svendborg på det sydlige Fyn, hvor der på blot en halv time faldt 15,6 millimeter regn.

Men bygerne over landet var ikke kun med store nedbørsmængder - der blev også dannet skypumper flere steder.

Fra Sydjylland modtog vi torsdag flere billeder af skypumper, hvor 'snablen' hang ned under skyen.

Skyen, hvorfra skypumpen udgår, er en såkaldt 'cumulus congestus', hvilket er det sidste stadie, en cumulussky gennemgår, inden den bliver til en egentlig bygesky - det, man kalder en 'cumulonimbus'. Skyerne er opstået i den ustabile luft, der i de seneste dage har befundet sig over Danmark.

Skypumpe nær Haderslev 1. august 2019.
Skypumpe nær Haderslev 1. august 2019. Foto: Tina Mai Larsen / Privatfoto

I bygeskyer under udvikling opstår der let turbulens ved overfladen, og dermed kan der opstå små hvirvler. Desuden findes der opvinde under skyen, og i visse tilfælde - som tilfældet var det torsdag - kan sådanne hvirvler 'fanges' af en opvind og strækkes ud i lodret retning.

Når en hvirvel strækkes, øges dens rotationshastighed, ligesom vi kender det fra skøjteprinsessen, når hun foretager en piruette.

Oftest ser vi skypumper blive dannet på dage med relativt rolige vindforhold, hvor vinden blæser ind mod en linje - en såkaldt konvergenslinje. Når vinde fra forskellige retninger mødes, kan der let opstå små hvirvler.

Skypumpe mellem Vamdrup og Haderslev 1. august 2019.
Skypumpe mellem Vamdrup og Haderslev 1. august 2019. Foto: Camilla Mortensen / Privatfoto

Ikke en tornado som i juni

Skypumper er et almindeligt fænomen i Danmark i sommermånederne - og navnlig i sensommeren, hvor de ofte dannes over hav.

Selvom de er i familie med tornadoer, som vi kender dem fra USA, så er der dog væsentlige forskellige i måden, de dannes på.

'Rigtige' tornadoer i Danmark er sjældne, men alt tyder på, at det netop var en tornado, der ramte Aabenraa 14. juni og slyngede biler omkring.