Vejr

Nye skybrud på vej

Områder, som stort set er gået fri af regn det sidste døgn, kan nu blive ramt.

Efter sidste uges hedebølge er vi nu kommet ind i en ganske våd periode, som fortsætter med endnu en mulighed for skybrud.

Fra tirsdag eftermiddag og frem til onsdag morgen har man enkelte steder fået, hvad der svarer til mere end en hel måneds nedbør - omkring 80 millimeter. Mange steder i Danmark fik man 30 til 40 millimeter regn - og nu er der mere på vej.

Mens morgenens regn er ved at aftage og langsomt bevæger sig væk fra Danmark, trækker et nyt område med ustabil luft op over landet.

Resultatet er, at der ud på eftermiddagen kan blive dannet en ny omgang kraftige regn- og tordenbyger over Sydjylland og Vestjylland med risiko for skybrud og torden. Bygerne trækker videre op over Midtjylland, Østjylland og muligvis også dele af Fyn, således at der også er risiko for skybrud her.

Kraftige byger kan vokse op først på eftermiddagen i det sydlige Jylland, og siden breder de sig primært nordpå. Der er risiko for skybrud og torden frem til midt på aftenen.

TV 2 Vejret har derfor udsendt varsel for disse områder i tidsrummet fra klokken 13 og frem til klokken 21.

En anden type byger end dem, der ramte det sidste døgn

Bygerne bliver dannet først på eftermiddagen, når temperaturen stiger i den sydlige del af Jylland. Til forskel for det seneste døgns byger bliver de nye byger drevet af solens varme. De 'gamle' byger blev dannet i en ustabil front.

Solens opvarmning af luften hen over eftermiddagen får den til at stige til vejrs, og da den er ganske fugtig, og atmosfæren fortsat er gunstigt indrettet for bygedannelse, bliver der sandsynligvis dannet flere striber af kraftige byger.

Til gengæld vil bygerne miste pusten igen ud på aftenen, når temperaturen falder, da det kun er solen, der driver dem.

Vi kommer således til at opleve to forskellige former for byger: Byger dannet i en frontzone og byger dannet af solopvarmning.

Resultatet er dog det samme: intens regn fra en mørk himmel, mens det står på. Desuden rammer de nye byger nogle af de områder mod sydvest, som stort set gik fri af det sidste døgns regn.