Skybrud i Nordjylland, Østjylland og på Sjælland - mere regn i vente

16x9
Kraftig regn over Aalborg tirsdag eftermiddag. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

En front ligger næsten stille tværs hen over Danmark, og det er især langs den, at de kraftige byger bliver dannet.

Luften over Danmark er både varm og fugtig, og i atmosfæren har vi de optimale betingelser for kraftige byger. Derfor er der varsel ude for skybrud med torden gældende fra klokken 13 og frem til klokken 8 onsdag morgen.

Først på eftermiddagen dukkede de første kraftige byger op i Nordjylland, i Østjylland og på Sjælland, og hurtigt blev de første skybrud registreret.

Dagens hidtil kraftigste var i Aalborg, hvor der ifølge DMI faldt 25 millimeter på en halv time. Det er næsten dobbelt skybrud. Et skybrud er defineret ved, at der falder mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Radarbillede midt på eftermiddagen afslører kraftige regn- og tordenbyger i det nordøstlige Jylland og på Midtsjælland.
Radarbillede midt på eftermiddagen afslører kraftige regn- og tordenbyger i det nordøstlige Jylland og på Midtsjælland. Foto: TV 2 Vejret

På radaren ser bygerne på Midtsjælland ud til at være næsten lige så kraftige som bygen i Aalborg, og målinger bekræfter det. Her fik man 18 millimeter på en halv time. En Facebook-video fra motorvejen mellem Sorø og Ringsted viser, hvor intens regnen var og fortsat er mange steder.

We were caught in extreme heavy rain around 20 km from my parents house in Slagelse (between Sorø and Ringsted). My...

Posted by Muhammed Emin Kizilkaya on Tuesday, July 30, 2019

Sidenhen er der registreret skybrud i Randers og Horsens med henholdsvis 23,6 og 24,3 millimeter på en halv time.

Resten af tirsdagen vil der fortsat blive dannet nye byger i store dele af Jylland og på øerne, undtagen Bornholm, og når vi kommer frem til onsdag morgen kan der flere steder være faldet 30 til 40 millimeter regn. På udsatte steder har prognoserne endda endnu større mængder.

I løbet af en normal juli falder der 66 millimeter regn.

Særlige vinde og ustabil luft lader bygerne leve i de mørke timer

Bygerne opstår langs en næsten stillestående front, som er trukket ind over landet i nattens løb.

Fronten adskiller varm og fugtig luft over den centrale, nordlige og østlige del af landet fra en køligere og mere tør luft mod sydvest.

Risikoen for skybrud er størst i området markeret med orange, hvor der er varsel for netop skybrud og torden. I de grøngule områder kan der også komme skybrud, men her er risikoen mindre.
Risikoen for skybrud er størst i området markeret med orange, hvor der er varsel for netop skybrud og torden. I de grøngule områder kan der også komme skybrud, men her er risikoen mindre. Foto: TV 2 Vejret

Vindene omkring fronten gør, at luften gerne vil stige til vejrs og danne bygeskyer, og derfor kan bygerne leve videre ud på aftenen og natten.

Normalt falder bygerne ellers til aften, hvis det primært er solen, der driver dem.

I henhold til prognoserne kan der lokalt falde et sted mellem 60 og 90 millimeter på de mest udsatte steder i Midt- og Østjylland. Typisk vil den største mængde regn ligge et sted omkring 30 til 40 millimeter regn fra tirsdag middag og frem til onsdag morgen.

Prognose for nedbør fra tirsdag middag og frem til onsdag morgen. Der vil altid være usikkerheder i tallene og placeringerne, da der er tale om byger, men man skal se det som et potentiale for kraftige regnskyl.
Prognose for nedbør fra tirsdag middag og frem til onsdag morgen. Der vil altid være usikkerheder i tallene og placeringerne, da der er tale om byger, men man skal se det som et potentiale for kraftige regnskyl. Foto: TV 2 Vejret

Da der er tale om byger, vil der altid være en stor usikkerhed i, hvor bygerne falder, og dermed hvor meget der falder det enkelte sted.

Er man uheldig at blive ramt af flere kraftige byger på stribe, kan man ende med ganske meget regn, mens andre stort set ikke får noget.