Ny hedebølge i Europa kan slå alle rekorder

16x9
Intens varme fra Sahara blæser de kommende dage op over Vesteuropa og Danmark. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I Holland, Belgien og Luxembourg har man udsigt til det varmeste vejr nogensinde.

Ekstreme temperaturer rammer nu igen store dele af Vesteuropa mindre end en måned efter, at der blev sat ny varmerekord i Frankrig under seneste hedebølge.

Denne gang bliver Frankrig ramt igen med 35 til 40 grader og stedvis højere temperaturer. Og i Holland, Belgien og Luxembourg ser det ud til, at det kunne blive varmere end noget, man tidligere har oplevet i de lande.

Prognoserne viser stedvis op til 40 grader i Belgien onsdag, og torsdag er det i hele Benelux-området, at temperaturen kan nå disse hidtil usete niveauer.

Prognose for temperaturen sidst på eftermiddagen torsdag 25. juli 2019. Man har aldrig haft 40 grader i Holland og Belgien i den tid, hvor vejret er målt officielt.
Prognose for temperaturen sidst på eftermiddagen torsdag 25. juli 2019. Man har aldrig haft 40 grader i Holland og Belgien i den tid, hvor vejret er målt officielt. Foto: wxcharts.com

For man har aldrig haft 40 grader her i den tid, hvor man har haft faste temperaturmålinger i de respektive lande. De hidtidige rekorder er 38,8 grader i Belgien, 38,6 grader i Holland og 37,9 grader i Luxembourg.

Disse ser altså ud til at kunne blive overgået om få dage.

Meteorologisk varmepumpe over Europa

Et højtryk over Mellemeuropa bevæger sig i de kommende dage op mod Danmark, mens der er lavtryk nær De Britiske Øer. Mellem højtrykket og lavtrykket strømmer varm luft fra Nordafrika op over Spanien, Frankrig og Benelux og efterhånden også Danmark.

Varmen strømmer langt mod nord mellem et højtryk nær Danmark og et lavtryk vest for de Britiske Øer.
Varmen strømmer langt mod nord mellem et højtryk nær Danmark og et lavtryk vest for de Britiske Øer. Foto: TV 2 Vejret

Derved vil temperaturen i de kommende dage ligge et sted mellem 35 og 40 grader mange steder i Vesteuropa, hvorved en ny hedebølge bliver en realitet.

Danmark bliver også ramt

Herhjemme kommer vi også til at mærke varmen. For efter en grå og til dels våd mandag bryder skyerne op i løbet af tirsdagen, mens varmen vinder frem fra sydvest.

Temperaturen kan passere 25 grader tirsdag eftermiddag, og de kommende dage vil den højeste temperatur i Danmark lejre sig omkring 30 grader. Sandsynligvis lige over 30 grader torsdag, som ser ud til at blive den varmeste dag i denne periode.

Lokale hedebølger vil kunne optræde flere steder i landet, og vi får med stor sandsynlighed en landsdækkende varmebølge.
Lokale hedebølger vil kunne optræde flere steder i landet, og vi får med stor sandsynlighed en landsdækkende varmebølge. Foto: TV 2 Vejret

Varmen fortsætter i weekenden, så vi får med stor sikkerhed en varmebølge, nok også en landsdækkende en af slagsen, og der bliver muligvis også tale om lokale hedebølger.