Nu rammer regn og torden Danmark

16x9
Regn og torden (arkivfoto). Foto: Seerfoto / Jeanet Kongstedt

Især mod syd kan regnen blive intens med risiko for skybrud.

Hen over aftenen bliver store dele af Danmark ramt af udbredt regn, og især over de sydlige egne er der risiko for skybrud.

Radarbilleder afslører, at et område med stedvis kraftig regn og torden sidst på eftermiddagen trækker op over Danmark fra Tyskland, og prognoser indikerer, at det kan fortsætte aftenen igennem, hvor bygerne vil drive fra sydvest

De er dannet i en varm og fugtig luft, som strømmer op over Danmark fra sydvest. Luften bliver løftet af en koldfront, som kommer vestfra, og derved dannes der kraftige bygeskyer.

Skyerne giver stedvis kraftig regn, og der kan lokalt falde mere end 15 millimeter på en halv time, hvilket er grænsen for skybrud.

Risikoen for skybrud er størst over Sønderjylland, Fyn og det Sydfynske Øhav, Lolland, Falster og dele af Sjælland, og derfor er der varsel for skybrud i netop de områder. Det meste af landet får dog forbigående regn, som stedvis kan være kraftig.

Sammen med regnen tordner det også flere steder, og der kan falde store hagl.