Hedebølgen over Europa aftager

16x9
En ung mand køler sig under hedebølgen i Montpellier. Nu er der lidt køligere vejr på vej til Franskmændene. Foto: Pascal Guyot / Ritzau Scanpix

Længere nede i Europa har varmegraderne slået adskillige rekorder, men nu er der koldere luft på vej.

Den sidste uge af juni bød på næsten ufatteligt varmt vejr ned gennem Europa, hvor der er slået varmerekorder på stribe. Nu kan folk ned over kontinentet imidlertid ånde lettet op. Et nyt vejrsystem er på vej ind fra nordvest, og det betyder koldere vejr.

- Det har været en meget vedholdende varme, men nu er det efterhånden ved at blive køligere, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

Køligere, men stadig varmt

Det vil stadig være varmt – og endog meget varmt – i nogle af de sydeuropæiske områder, hvor også mange danskere tager på ferie for øjeblikket, men den gloende rekordvarme er på tilbagetog denne omgang.

I Spanien har de for eksempel målt 42,3 grader i Zaragoza, mens der er 39,7 grader i Rhone-dalen. I Firenze er der 38,5 grader, og i Swinoujscie er de oppe på 37,8 grader.

Under den igangværende hedebølge blev der slået seks europæiske varmerekorder for juni, og i Frankrig blev det faktisk den højeste temperatur målt i nogen måned overhovedet.

Slog alle rekorder

For Frankrigs vedkommende blev den nye varmerekord til 45,9 graders varme. Og franskmændene har målt temperaturer, siden deres meteorologiske institut blev grundlagt som et af de første i Europa sammen med det engelske i 1860’erne.

Den sidste af de seks varmerekorder blev slået i vores sydlige naboland, hvor temperaturen i går ramte 39,6 grader i Frankfurt.

En rekord, der kun var fire dage gammel, da den blev slået.

I Frankrig blev der målt 45,9 grader - den højeste temperatur målt nogensinde. De øvrige fem rekorder er
I Frankrig blev der målt 45,9 grader - den højeste temperatur målt nogensinde. De øvrige fem rekorder er "kun" rekorder for juni i de pågældende lande. Foto: TV 2